Frivillige.JPG

Bliv frivillig i Mors-Thy Håndbold

Mors-Thy Håndbold er meget mere end Henrik Tilsted, Nikolaj P. og Christoffer Cichosz der kæmper på banen. Mors-Thy Håndbold er også op mod 75 frivillige hjælpere, som trofast møder op til kampe og får det hele til at køre gnidningsløst.

Uden vores mange frivillige hjælpere ville vi ikke have mulighed for at afvikle kampene i 888ligaen, og derfor er vi altid på udkig efter endnu flere frivillige, som kan hjælpe med forskellige opgaver før, under og efter alle hjemmekampene i Jyske Bank Mors Arena og Thy Hallen. Vi søger servicemindede og samarbejdsvillige M/K’ere med smil på læben og med lysten til at give Mors-Thy Håndbolds gæster en uforglemmelig oplevelse i hallen.

Som frivillig i Mors-Thy Håndbold bliver du en del af et fantastisk team med nye bekendtskaber, gode oplevelser og masser af hyggelige timer - de frivillige i Mors-Thy Håndbold mødes ofte i god tid til kaffe og kage og ligeledes evalueres kampene over en øl og hyggeligt samvær. Samtidig er du med til at skabe gode oplevelser for alle gæster til Mors-Thy Håndbolds kampe i 888ligaen og bakker op om både Mors-Thy Håndbold og om idrætslivet i Morsø og Thisted Kommuner, hvor Mors-Thy Håndbold er det sportslige flagskib.

Ud over de mange gode oplevelser får du et årskort til en ståplads, som gælder til samtlige hjemmekampe.

Opgaverne er mange og kan for eksempel være:

Klargøring til kamp: Opsætning af bander, LED-bander, gulvreklamer, roll-ups
Indgang: Scanning af billetter
Gulvtørrere: Tørre gulv under kampene
Video: Filme og uploade hjemmekampe
Storskærm: Betjene pc’er til storskærme med spillere, sponsorer mm.
Statistik: Udarbejde statistik over kampen til på pc’er
Perlehjørnet: Børne”pasning” med HAMA-perler
Vagter: Kontrol ved indgang og i hallen
Nedtagning: Tage bander, LED-bander, gulvreklamer, roll-ups mm. ned
Oprydning: Samle affald i hallen

Kunne du tænke dig at blive frivillig i Mors-Thy Håndbold, så kontakt Camilla på tlf. 51 29 64 40 eller camilla@morsthy.dk