Victor og Svane.JPG (2)
MTH_Viborg.jpg

2. division skyder 2023 i gang med storsejr

Drengene fra Mors-Thy Håndbolds 2. division fik den bedst tænkelige start på 2023, da holdet storsejrede over rækkens nummer 4 fra Viborg FH. Dagens gæster i Sparekassen Thy Arena | Mors havde vundet det omvendte opgør med et enkelt mål, og den kamp skulle revancheres. Det blev den efter 15-13 til hjemmeholdet ved pausen og en forrygende anden halvleg, som blev vundet med hele 20-7 af Mors-Thy Håndbold.

- Vi havde jo revanche til gode fra den allerførste turneringskamp, hvor vi spillede en rigtig fin kamp og førte komfortabelt, inden vi gik helt i stå i anden halvleg og tabte med et mål. Så jeg kunne godt mærke, at der var nogle af drengene, der meget gerne ville vinde, fortæller træner for 2. division, Lars Krarup.

- Inden sæsonstart troede vi ikke, at Viborg ville blande sig i toppen, men vi må bare sige, at de har gjort det godt, så vi var klar over, at vi skulle give den gas og stå godt defensivt og se, om vi kunne komme til at løbe med dem. Første halvleg blev en god en af slagsen, hvor der blev givet og taget, og hvor vi lige skal indstille os på nogle ting. Og så i anden halvleg spiller vi noget af det bedste vi har gjort i måske flere år. Vi trykker dem fuldstændigt i alle faser af spillet - lige fra Svend Rughave i målet over et godt forsvar, en skarp kontrafase og et angrebsspil fornuftigt sat op af Mikkel Zimmer, hvor vi tager den rigtige beslutning 95 % af gangene. Men uanset hvem vi sætter ind i dag, så gør de det godt, og skal jeg fremhæve nogen, må det være Mikkel Zimmer, og Thomas Petersen, som var skarp fra venstre fløj og Svend Rughave på mål. Og så var det dejligt at se Oscar von Oettingen på håndboldbanen igen, siger Lars Krarup.

- Så jeg er glad og stolt af, at vi afvikler sådan en kamp foran forholdsvis mange tilskuere, som kan se, at det faktisk godt kan betale sig at komme i hallen, når 2. division spiller, for det er altså en rigtig god omgang håndbold, lyder det afslutningsvist fra Lars Krarup.

2. division: Mors-Thy Håndbold - Viborg FH 35-20 (15-13)

Målscorere:
Magnus Storgaard Pedersen 8 (3)
Niklas Kempa Jensen 6
Oscar von Oettingen 6
Thomas Petersen 6 (1)
Mikkel Zimmer 4
Morten Libak 3
Nik Haaning 2

Svend Rughave 24/44

Stillinger undervejs: 3-2, 6-2, 7-6, 10-8, 14-12, 19-16, 23-17, 27-17, 30-18, 34-19

Næste kamp:
Stoholm IF - Mors-Thy Håndbold
Fredag d. 13. januar kl. 20.00 i Stoholm Fritids- og Kulturcenter