Victor og Svane.JPG (2)
Søren Hansen.JPG

Afgørelsens time

Føj, hvor er det spændende! Vi står foran sidste spillerunde i 888ligaen, hvor der formentligt bliver spænding til sidste fløjt i samtlige kampe, da stort set alle hold fra top til bund har noget at spille for.

Og efter sidste uges historiske sejr over KIF Kolding København er det et topmotiveret Mors-Thy-mandskab, der tager turen til Sønderborg, hvor grundspillets sidste kamp skal spilles mod SønderjyskE Herrer. Med en sejr og de rigtige resultater i de øvrige kampe, hedder det nemlig slutpilsdeltagelse for de blå.

Den modsatte kamp mod SønderjyskE var et rent målorgie med 71 scoringer, fordelt på 38-33 i Mors-Thy Håndbolds favør. Dengang var Mors-Thy’erne pressede i den første del af kampen, indtil Nicolai Sommer bragte sit hold foran for første gang i kampen ved stillingen 13-12 efter 18 minutters spil og en føring på 20-16 ved pausen. I anden halvleg kørte kontramaskinen, og Mors-Thy Håndbold var foran med både 7 og 8 mål, inden SønderjyskE fik pyntet lidt på resultatet til sidst.

Søren Hansen:

- SønderjyskE har været skarpe efter jul, hvor de har fået nogle folk tilbage fra skader og virker som en homogen trup. De har leveret nogle gode præstationer med bl.a. sejre over KIF Kolding København ude og Skjern Håndbold på deres gode hjemmebane i Skansen, så vi står over for et hold med selvtillid, som har hentet en del point efter jul. Holdets store omdrejningspunkt er Chris Jørgensen, som leder og fordeler SønderjyskEs spil, og der udover har venstre back Aron Mensing bombet løs og har vel fået sit gennembrud i år.

For os var det dejligt at vinde igen, og jeg håber at vi kan tage selvtilliden med fra vores sejr over KIF Kolding København. Det bliver vigtigt for os at ramme det rette spændingsniveau i en kamp, som er så afgørende. Vi har haft god tid til at restituere og træne siden sidste kamp, så forhåbentligt har vi ressourcerne til at spille en god kamp på højt niveau, samtidig med at alle facetterne i vores spil går op i en større enhed.

Vi glæder os til kampen og til at se masser af velkendte ansigter i Skansen. Rygtebørsen siger, at mange fans tager turen til SønderjyskE, og det er fantastisk at være del af en klub med så fed opbakning, også selv om det er gået mindre godt pointmæssigt her i foråret - det glæder vi os over!

Kamppprogram 26. spillerunde onsdag d. 28. marts kl. 20.30:
Aalborg Håndbold - GOG Håndbold
BSV - Århus Håndbold
Nordsjælland Håndbold - TTH Holstebro
KIF Kolding Kbh. - Skanderborg Håndbold
SønderjyskE - Mors-Thy Håndbold
TM Tønder - Ribe-Esbjerg HH
HC Midtjylland - Skjern Håndbold

888ligaen, 26. runde: SønderjyskE Herrer - Mors-Thy Håndbold
Onsdag d. 28. marts 2018 kl. 20.30 i Broager Sparekasse SKANSEN
Dommere: Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm Madsen

Billetter til kampen kan købes her: https://billetto.dk/users/sonderjyske-herrehandbold

Se klip fra kampen på TV2 Sport, som ud over hovedkampen Nordsjælland Håndbold - TTH Holstebro viser fra samtlige kampe i sidste spillerunde. TV2 Sports optakt starter kl. 19.40. Kampen kan derudover følges live på Limfjord Mix med Jan K. og via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/mth