Victor og Svane.JPG (2)
Dahlin (3).jpg (1)

Bette Balkan på togt i Lemvig

Der er revanche til gode og vigtige point på spil, når Mors-Thy Håndbold drager mod vest med destination Lemvig på fredag. Vi tabte den første kamp 24-27 til Lemvig-Thyborøn - en medrivende kamp i en fantastisk kulisse med begge holds fangrupper på toppen i Sparekassen Thy Arena | Mors. På fredag bliver det med garanti ligeså intenst. På lægterne er over 150 medrejsende Mors-Thy-tilhængere klar og med til at sætte sæsonrekord i Lemvig Idrætscenter, og på banen står to mandskaber klar til at give alt, hvad de har.

10 points i de første 20 kampe er, hvad begge hold har høstet. Angrebsmæssigt ligger Mors-Thy Håndbold og Lemvig-Thyborøn side om side med hhv. 513 og 512 scoringer, mens Mors-Thy Håndbold statistisk set er bedst forsvarsmæssigt, hvor Søren P. og Ronnie Nicolaisen har lukket 59 mål færre ind end Lemvig-Thyborøn. På topscorerlisten følges holdene også ad, idet både Mors-Thy Håndbolds Søren Nørgård og Mads K. Andersen samt Lemvig-Thyborøn Håndbolds Jonas Gade alle har scoret 96 gange.

Efter et par måneders skadespause gjorde Marcus Dahlin comeback i kampen mod TTH Holstebro, hvor det blev til to scoringer og senest fire i dramaet mod Aalborg Håndbold, og han forudser endnu en tæt kamp på fredag:

- Det var ærgerligt, at vi ikke fik point mod Aalborg. Vi spillede en god kamp med stærk forsvarspræstation, desværre var vi for uskarpe vores afslutninger. Men vi skal tage de gode ting med til kampen mod Lemvig - samme intensitet i forsvaret og det gode angrebsspil, som selvfølgelig skal udnyttes, siger Dahlin og fortsætter:

- Forhåbentligt har vi lært noget fra sidste gang mod Lemvig-Thyborøn, hvor vi lagde et unødvendigt stort pres på os selv forud for kampen. Men min fornemmelse er egentlig god - vi har trænet godt i løbet af ugen, og folk virker rolige og fokuserede. Vi ved, at vi skal holde fokus på os selv, og at vi bestemt har mulighed for en sejr, hvis vi spiller godt, selv om Lemvig er gode på hjemmebane.

Mors-Thy Håndbolds fanklub, Bette Balkan, har igen imponeret og sender i samarbejde med Mors-Thy Håndbolds hovedsponsor, Thisted Forsikring, over 100 fans med busser til Lemvig. Inden afgang er der Før-Bal med øl og grillpølser i foyeren i Sparekassen Thy Arena | Mors - en opbakning som fremkalder respekt Marcus Dahlin:

- Det er fantastisk med så stor opbakning på udebane, og det gør os glade at så mange tilhængere tager turen til Lemvig. Jeg tror, at vores fans er lige så revanchelystne, som vi er, og jeg håber, at vi kan belønne dem med to point. Vi har været tæt på mod to gode hold i de første kampe i foråret, og NU skal det være.

Herre Håndbold Ligaen, 21. runde: Lemvig-Thyborøn Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Fredag d. 15. februar 2019 kl. 19.30 i Lemvig Idrætscenter
Dommere: Morten Lethan Albrechtsen og Mik Trustrup

Billetter til kampen kan købes her: https://lt-haandbold.dk/qsot-event/lemvig-thyboroen-haandbold-vs-mors-thy/15_02-2019-1930/

Kampen kan følges live på Limfjord Mix med Jan K. og på livescore på http://tophaandbold.dk/mth