Victor og Svane.JPG (2)
Nicolai Sommer.JPG

De danske mestre kommer til Thy

Onsdag aften står vi overfor de forsvarende danske mestre, Aalborg Håndbold, som tager turen til Thy Hallerne. Vores gæster fra Aalborg deltager som bekendt i dette års Champions League, og de går således en travl november måned i møde med ikke færre end ni kampe på 30 dage, hvor vi kan nøjes med fire kampe.

I tabellen ligger vi side om side med Aalborg Håndbold, som dog har spillet en kamp mindre - så der er meget på spil i morgendagens lokalopgør. Vi skal tilbage til september 2015 for at finde den sidste Mors-Thy-sejr i de to klubbers indbyrdes opgør - den kamp blev spillet i Thy Hallerne, hvor der som altid er en fantastisk opbakning og stemning. Et element som ifølge Nicolai Sommer kan blive afgørende til hjemmeholdets fordel i morgen:

- Det har virkelig været gang i den i Thisted i år, og vi har haft et par gode kampe i Thy Hallerne, som vi har vundet, og vi håber selvfølgelig at folk på lægterne er med os igen i morgen, når vi står overfor Aalborg Håndbold. De spiller en god gang håndbold lige nu, og har hevet sejre i de sidste fire kampe i 888ligaen. De står godt i forsvaret med Simon Hald og René Antonsen i midten - et par store drenge som vi skal forsøge at komme forbi.

Ligesom Aalborg Håndbold kommer vi også med sejre i bagagen - senest mod Århus Håndbold, hvor Sommer var tilbage på banen og bød sig til med 5 scoringer på straffekast:

- Det er fedt at være med igen og være med til at bidrage til holdet. Det har været nogle lange uger, hvor jeg ikke har kunnet spille, og det er bare dejligt at være med igen. Vi er klar til kampen i morgen, og med tre sejre i træk er selvtilliden i orden, og der er tro på tingene blandt drengene. Og med en propfyldt Thyhal, så kan alt ske!

Kampen dømmes af Claus Adelgaard og Henrik Johnsen.
Vi har udsolgt af siddepladser til kampen, men du kan stadig købe ståpladser. Kom i god tid, da vi forventer mange mennesker i hallen.

888ligaen, 9. runde:  Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold
Onsdag d. 1. november 2017 kl. 19.30 i Thy Hallerne

Billetter til kampen kan købes her: http://shop.morsthy.dk/ (Siddepladser udsolgt)

Kampen kan følges via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/mth og live på Limfjord Plus med Jan Kjærulff.

Optakt fra Aalborg Håndbold: http://aalborghaandbold.dk/888ligaen-starter-igen-n1-2441