Victor og Svane.JPG (2)
Erik Toft.JPG (1)

Det var ikke vores dag i Lemvig

Det var ikke vores dag. Så enkelt kan det siges om en kamp, hvor Mors-Thy Håndbold, trods 30 scorede mål, ikke formåede at besejre Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Der var drama for alle pengene i en propfyldt arena i Lemvig. Masser af mål, to vilde fangrupper, to x video proof og et rødt kort. Mors-Thy Håndbold var foran 0-1, men ellers var det værterne, som var i front i hele første halvleg. Lemvig fik slået et hul ved 10-7, hvor cheftræner for Mors-Thy Håndbold, Niels Agesen, tog sin første timeout. Herefter fik den kommende Mors-Thy-spiller, Mads Thymann direkte rødt kort efter en tackling på Sander Øverjordet. Udvisningen satte desværre hjemmeholdet i gang i en sådan grad at Mors-Thy Håndbold var bagud med fire mål efter 18 minutter, og det blev også en fem-målsføring til hjemmeholdet, inden Mors-Thy Håndbold fik hentet lidt til pausen, hvor stillingen var 17-15 i Lemvig-Thyborøns favør.

Mors-Thy Håndbold fik langt fra en drømmestart på anden halvleg, hvor to fejl kostede lige så mange Lemvig-scoringer og dermed igen en firemålsføring til hjemmeholdet. Mors-Thy Håndbold havde fortsat svært ved at komme til gode afslutninger, og når det lykkedes, stod Svend Rughave i vejen.

Med 12 minutter igen kom Mors-Thy Håndbold igen på minus 2, og derfra skiftedes de to hold til at score. Mors-Thy Håndbold havde flere gange muligheden for at komme helt tæt på, og efter 58 spilleminutter scorede Axel Franzén til 30-29. Symptomatisk for kampen var det Thomas Damgaard, der efterfølgende sørgede for den afgørende Lemvig-Thyborøn-scoring, og Jonas Hermannsens reducering i sidste sekund var uden betydning.   

Nu venter 12 dage uden kampe, inden vi tager imod de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold på hjemmebane i Sparekassen Thy Arena | Mors.

HTH Herreligaen, 13. runde: Lemvig-Thyborøn Håndbold - Mors-Thy Håndbold 31-30 (17-15)

Målscorere:
Sander Øverjordet 7
Mads Hoxer Hangaard 6
Erik Toft 5
Bjarke Christensen 5 (1)
Kasper Lindgren 3
Axel Franzén 2
Andreas Nielsen 1
Jonas Hermannsen 1

Udvisninger: Lemvig-Thyborøn Håndbold 2, Mors-Thy Håndbold 2
Diskvalifikation: Mads Thymann, Lemvig-Thyborøn: Direkte rødt kort

Stillinger undervejs: 0-1, 4-2, 7-5, 10-7, 12-8, 14-9, 14-12, 19-15, 23-18, 24-21, 25-23, 29-27, 30-29

Tilskuertal: 1.325

Kommende kamp:
HTH Herreligaen, 14. runde: Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold
Lørdag d. 4. december kl. 15.30 i Sparekassen Thy Arena |Mors
Billetter til kampen her:
Mors-Thy Håndbold (morsthy.dk)