Victor og Svane.JPG (2)
Jens Dolberg.JPG

Dolberg før BSH-kampen: Vi glæder os til at spille foran Bette Balkan

Onsdag åbner vi dørene til årets første hjemmekamp i Primo Tours Ligaen, og vi glæder os! Efter en forrygende start med en sejr over Skjern Håndbold i søndags, står vi overfor endnu en stærk modstander, når vi møder Bjerringbro-Silkeborg i Sparekassen Thy Arena | Mors.

Bjerringbro-Silkeborg ligger nr. 3 i ligaen med 23 point efter 18 spillerunder - to point efter TTH Holstebro og ni point efter Aalborg Håndbold, som er stukket af på førstepladsen. Mest scorende for Bjerringbro-Silkeborg er Johan Hansen og Nicolaj Øris.

For tre uger siden forlængede Mors-Thy Håndbolds Jens Dolberg sit ophold på Mors og i Thy med et år, og opgøret mod hans gamle klub er det tredje i denne sæson.

- Vi glæder os til at spille i en fyldt hal og foran Bette Balkan igen. For mit eget vedkommende, er det altid sjovt at spille mod sin gamle klub, og jeg glæder mig til kampen, hvor det forhåbentligt er os, der trækker det længste strå, og mig, der ler sidst, lyder det fra Mors-Thy Håndbolds hårdskydende venstreback.

- Det er vigtigt, at vi står godt i forsvaret og får løbet nogle kontraer. Det gode forsvarsspil var med til at give gode betingelser og dermed redninger senest mod Skjern Håndbold, og det skal vi gentage. I de to sidste kampe mod Bjerringbro-Silkeborg, har det været afgjort allerede i første halvleg, og forhåbentligt kan vi holde kampen tæt og tippe den til vores fordel i den afgørende fase, slutter Jens Dolberg.

Velkommen til Bjerringbro-Silkeborg og særligt til Kasper Larsen og Mads K. Andersen. Sidstnævnte er gæst i Aftermatch i foyeren efter kampen.
 

Primo Tours Ligaen, 19. runde: Mors-Thy Håndbold - Bjerringbro-Silkeborg
Onsdag d. 5. februar 2020 kl. 19.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors

Dommere: Thomas Kalisz Nielsen og Michael Søegaard
Observatør: Jens Henriksen

Billetter til kampen: https://shop.morsthy.dk/kampe

Kampen kan følges på livescore på http://tophaandbold.dk/mth