Victor og Svane.JPG (2)
Jens Dolberg.JPG

Dolberg på udebane i Jysk Arena: Det bliver specielt

Det er rækkens nr. 5, der venter i fredagens opgør, som står mellem Bjerringbro-Silkeborg og Mors-Thy Håndbold. Opgøret er det andet mellem holdene i denne sæson, da 1/8-finalen i Santander Cup også bød på en kamp mellem de to - her var det BSH, der kunne gå fra banen som sejrherrer.

BSH er i øvrigt BSV’s nye forkortelse. Efter at Voel KFUM gik ud af samarbejdet mellem Bjerringbro FH og Silkeborg-Voel KFUM op til denne sæson, er klubbens mundrette navn Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold, og Voel KFUM koncentrerer sig i stedet om sit hold i HTH-Ligaen.

Dolberg på udebane i Jysk Arena
Når Mors-Thy Håndbold går i gang med opvarmningen, er det første gang, at Jens Dolberg Plougstrup løber på banen i Jysk Arena som modstander. Dolberg er udlejet fra Bjerringbro-Silkeborg, og kom til Mors-Thy Håndbold i forbindelse med Mads K. Andersens skifte den anden vej.

- Jeg har spillet i Voel eller BSV hele mit liv og i dag bliver min første gang i Jysk Arena, hvor jeg spiller på udeholdet. Det bliver anderledes og meget specielt ikke at have Jysk Arenas hjemmepublikum i ryggen siger Dolberg, som forventer en vanskelig kamp.

BSH er favoritter
- Det bliver en svær kamp, hvor Bjerringbro-Silkeborg og Jysk Arena kommer med et stort tryk. Vi må igen tage rollen som klare underdogs på os, men vi vil gøre hvad vi kan, for at holde Bjerringbro-Silkeborg fra at lave alt for mange mål og lave den overraskelse, som vi alle håber på.

Kan vi spille, som vi gjorde i torsdags mod Skjern Håndbold, så har vi en chance - men det er nok de færreste, der regner med, at vi tager point med hjem i aften, og jeg synes da også, at BSH er favoritter til at løbe med sejren.

Primo Tours Ligaen, 6. runde: Bjerringbro-Silkeborg - Mors-Thy Håndbold
Fredag d. 4. oktober 2019 kl. 19.00 i JYSK Arena
Dommere: Mads Hansen og Martin Gjeding
Observatør: Jørgen Svane Sørensen

Billetter til kampen kan købes her: https://www.billetsalg.dk/bsh

Kampen kan følges på livescore på http://tophaandbold.dk/mth