Victor og Svane.JPG (2)
Frederik Nørbjerg.JPG

Dramatisk nederlag til 2. division

Det gik ikke hjemmeholdets vej, da Mors-Thy Håndbolds 2. division i aften spillede mod Stoholm Håndbold i Thy Hallerne - og selv om drengene kæmpede en vis legemsdel ud af bukserne, så var det ikke nok til en sejr mod rækkens tophold.

Efter kampen var træner Lars Krarup frustreret over dommerpræstationen - i øvrigt rasede Stoholms bænk også efter kampen trods deres sejr - også pga. de to sortklædtes indsats:

- Det er sgu frustrerende, at vi løber to så gode hold på banen og bare gerne vil have lov til at spille håndbold og gå lidt til hinanden fysisk, og så bliver kampen fløjtet fuldstændigt i stykker. Det gjorde at vi aldrig fandt vores rytme, i hvert tilfælde ikke angrebsmæssigt. I forsvaret knokler og fighter vi for at hænge på, og alle mand gør hvad man kan forvente. Det er desværre bare ikke tilfældet i den anden ende, hvor nogle af vores spillere ikke leverer.

Med ca. 30 sekunder tilbage får János Stranigg reduceret til 22-23, herefter tillades det at det tager Stoholms målmand i nærheden af 20 sekunder at fumle bolden ud af nettet og til midten, hvor deres stregspiller laver en afleveringsfinte, som udløser direkte rødt kort til Magnus Godsk og straffekast til Stoholm, da dommerne vurderer, at Godsk optræder usportsligt ved at forhindre Stoholms opgiverkast…

Når det så er sagt, så er Stoholm Håndbold et rigtigt godt håndboldhold, og de er også mine favoritter til oprykning til 1. division. Nu skal vi bruge den næste uges tid til at arbejde med de ting, som ikke helt fungerede, og så tager vi til Team Vesthimmerland og revancherer os.   

En positiv ting er, at Frederik Nørbjerg var tilbage på håndboldbanen for første gang i over 1,5 år - det kan vi glæde os over, slutter Krarup.

 

2. division, 10. runde: Mors-Thy Håndbold - Stoholm Håndbold 22-24 (9-10)

Målscorere:
Peter Dal Overgaard 5
Nicolaj Spanggaard 4
János Stranigg 4
Kaare Ravn Larsen 3
Martin Frandsen 3
Mathias Stisen 2
Frederik Nørbjerg 1

Næste kamp:
Team Vesthimmerland - Mors-Thy Håndbold
Fredag d. 9. december kl. 20.30 i Idrætscenter Østermarken, Aars.