DSC_8665.JPG
DR7A0030.JPG

En god første halvleg og en fin defensiv var ikke nok

Det var langt hen ad vejen en flot kamp, som de blå præsterede lørdag eftermiddag mod rækkens nummer 4 fra KIF Kolding. Efter en rigtig god første halvleg og pauseføring til hjemmeholdet på 14-12, skruede gæsterne op for intensiteten i anden halvleg, hvor især afslutningerne skulle blive et tema. Blot otte scoringer fra Mors-Thy Håndbold blev det til i de sidste 30 minutter, og derfor blev det KIF Kolding, der løb med sejren på 22-27.  

Der stod 3-0 til Mors-Thy Håndbold, inden KIF forlangte timeout og derefter scorede deres første mål efter 7 minutters spil. Mors-Thy Håndbolds defensiv stod godt, og det samme gjorde Rasmus Henriksen. Vi spillede godt og førte med fem mål efter 22 minutter. Gæsterne forsøgte sig med syv mod seks, men også det havde Mors-Thy Håndbold rimeligt styr på og to gange straffede Axel Franzén det hurtigt efter KIF-scoringer. Pauseføringen var på 14-12.

Andreas Nielsen åbnede scoringerne i det, der skulle vise sig at blive en målfattig anden halvleg for hjemmeholdet. KIF fortsatte med syv mod seks, og det begyndte at volde det blå forsvar kvaler. I den anden ende blev der flittigt brændt på Tim Winkler, som sluttede kampen med en redningsprocent på 50.

Gæsternes første udligning ramte efter 42 minutter til 16-16, og deres første føring var ved 19-20 med godt et kvarter igen, og herfra trak de stille og roligt fra, mens de blå kunne ærgre sig over det ene brændte forsøg efter det andet.

- Vi skal score på vores chancer. Vi spiller en rigtig flot første halvleg, men udnyttelsesprocenten er for lav i forhold til, hvor godt vi spiller. Vi skal føre med mere ved pausen, og så skal vi være skarpere, når vi kommer under pres. Vi løser det defensive fint. Vi arbejder stenhårdt med Koldings syv mod seks og kommer til at stå lang tid i forsvar, og selvom det ikke bliver til point, så synes faktisk, at vi kan se hinanden i øjnene og sige, at vi har spillet en god kamp, lyder det fra Niels Agesen.

Nu venter to spændende opgør i ligaen mod hhv. HC Midtjylland (U) og Nordsjælland Håndbold (H).

- De er vigtige i forhold til tabellen, og det er selvfølgelig væsentligt og okay at snakke om, men det vigtigste for mig er, at vi kan vise, at vi spiller det spil, som vi er gode til og får kampen derhen, hvor vi gerne vil have den, siger Mors-Thy Håndbolds cheftræner.

HTH Herreligaen, 16. runde: Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding 22-27 (14-12)

Målscorere:
Frederik Bjerre 6 (1)
Lasse Pedersen 5
Mads Svane 4
Marcus Midtgaard 2
Andreas Nielsen 2
Axel Franzén 2
Mads Thymann 1

Rasmus Henriksen 14/40

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 0, KIF Kolding 0

Stillinger undervejs: 3-0, 6-2, 8-5, 11-6, 14-10, 15-12, 16-16, 19-18, 19-21, 20-24

Tilskuertal: 953

Kommende kamp:
HTH Herreligaen, 17. runde: HC Midtjylland - Mors-Thy Håndbold
Tirsdag d. 6. december kl. 20.15 i Klink og Jensen Arena, Holing  
Billetsalg:
HC Midtjylland | Safeticket