Victor og Svane.JPG (2)
Emil (3).jpg

Endelig samlet igen!

Stemningen var høj mandag eftermiddag, da spillerne i Mors-Thy Håndbolds ligatrup var samlet igen for første gang siden 11. marts til turneringskampen i Aalborg. Mors-Thy Håndbold havde indkaldt alle spillere fra den kommende sæsons trup, og gensynsglæden var stor.

- Det var dejlig og rigtigt godt at se sine holdkammerater efter 3 måneder. Og det var skønt at røre en håndbold og være på halgulvet igen, det er længe siden for de flestes vedkommende, fortæller anfører Emil Bergholt og sætter lidt ord på en periode, hvor al håndbold med ét blev sat på standby, og en hverdag med selvtræning og begrænset socialt liv har været en realitet:

- Det har været meget mærkeligt og frustrerende, fordi hverdagen har været vendt fuldstændigt rundt. Jeg skulle pludselig til at strukturere min hverdag helt anderledes, og det har været svært, fordi vi ikke har vidst, hvad i morgen bragte. Jeg har løbet mere end nogensinde før og fundet på alternativer til styrketræningen - og så tror jeg, at de fleste af os har kæmpet lidt med at holde motivationen oppe til at selvtræne, for det har ikke været det fedeste ikke at kunne styrketræne eller komme i hallen, siger Emil Bergholt.

Mors-Thy Håndbold lå godt til, da turneringen afsluttede - med et muligt slutspil i sigte. Efter den bratte afslutning, blev det til en 8. plads i sæson 19/20.

- Det begyndte at se fornuftigt ud, og det kunne være spændende at se, hvordan det havde udartet sig, hvis vi var kommet i slutspillet - hvordan resten af sæsonen var gået. Jeg synes, at vi så skarpe ud, og vi blev bedre og bedre, lyder det fra Emil Bergholt, som glæder sig over, at spillerne skal mødes en sidste gang inden sommerferien:

- Onsdag skal vi mødes til en lille afslutning med holdet og derefter med Bette Balkan - naturligvis under de forhold, det kan lade sig gøre. Det er en fin måde at slutte en speciel sæson af på - at få sagt god sommer og gå på rigtig ferie, hvor der er en ny sæson at se frem til og ikke som de sidste måneder i uvished.