Erik_Hoxer_Axel,  (8).JPG
Erik Toft.jpg (1)

Erik Toft: - Vi havde muligheden i dag

Der var tilskuere tilbage på lægterne, og stemningen og opbakningen fejlede bestemt ikke noget, da Mors-Thy Håndbold skød hul på ligasæsonen 21/22 på hjemmebane i Sparekassen Thy Arena | Mors. Hjemmeholdet bød gæsterne fra TTH Holstebro op til dans i store dele af kampen, men desværre slap kræfterne op i kampens sidste 10 minutter.

En absolut godkendt første halvleg bød på masser af gode detaljer og flotte mål, og Mors-Thy Håndbold kunne med lidt mere held og større skarphed have gået til pause med en større føring end 14-13, som cifrede lød. Anden halvleg var med gæsterne i teten. Kun en enkelt gang var Mors-Thy Håndbold foran, og da de blå til sidst forsøgte sig med 7-mod-6 for at hente nogle mål, fik TTH Holstebro i stedet nogle lette scoringer på tomt mål, og slutresultatet lød på 24-30 til gæsterne.

Lars Krarup:
- Defensivt har vi lidt problemer med at finde hinanden i starten, men får det indstillet fint i løbet af de første 10 minutter, og angrebsmæssigt tilspiller vi os mange chancer. Efter en lidt vaklende start på anden halvleg får vi indhentet nogle mål, men så er det som om at gassen går af ballonen, og TTH Holstebro slår et hul, som vi ikke får lukket. Derfor satser vi, og resultatet kommer til at se værre ud, end kampen egentligt var. Vi tillader os desværre at brænde for mange og for store chancer, målmandsduellen bliver afgørende, og så må vi nok erkende, at vi mangler noget bredde pt.

Anfører Erik Toft gik forrest med 6 scoringer og blev kåret til Man of The Match.

- I første halvleg er vi rigtigt gode, synes jeg - også bedre end TTH Holstebro. Og vi kunne have ført mere, hvis vi havde været mere effektive. Desværre brænder vi for meget på Ronnie, som kommer ind og gør det svært for os. Det var ærgerligt, for vi havde muligheden i dag.

HTH Herreligaen, 1. runde:  Mors-Thy Håndbold - TTH Holstebro 24-30 (14-13)

Målscorere:
Erik Toft 6
Bjarke Christensen 5
Tim Sørensen 3
Axel Franzén 3
Lasse Pedersen 2
Kasper Lindgren 2
Emil Hansson 2
Jacob Mikkel Hansen 1

Udvisninger:  Mors-Thy Håndbold 5, TTH Holstebro 5
Rødt kort: Jonas Gade, TTH Holstebro (3 x 2 min.)

Stillinger undervejs: 1-3, 5-5, 10-9, 14-12, 14-15, 17-16, 20-21, 22-23, 22-27, 24-27

Tilskuertal: 936

Kommende kamp:
HTH Herreligaen. 2. runde: Bjerringbro-Silkeborg - Mors-Thy Håndbold

Tirsdag d. 7. september kl. 20.00 i Jysk Arena