Victor og Svane.JPG (2)
Stefan-Nielsen_1.jpg

Exit Santander Cup

1/8-finalen blev endestationen for Mors-Thy Håndbold

Én gang var hjemmeholdet foran i dagens kamp, og det var efter Nicolai Sommers scoring til 1-0. Herefter tog Aalborg Håndbold over og endte med en sejr på 21-28 efter 8-12 ved pausen og føringer på 11-18 og 17-27 i løbet af anden halvleg - og dermed blev det altså ikke til videre avancement til kvartfinalerne i Santander Cup.

Stefan Nielsen om kampen:

- Åha… Jeg synes, at kampen kan deles op: Første halvleg hvor der er mange gode momenter - vi viser gode takter defensivt, hvor vi kommer med masser af fysik, selvom de mand for mand er større end os. Vi går til pause bagud med fire mål, og vi brænder vel 6-8 store chancer på Westphal i Aalborg-målet, og havde vi smidt dem i kassen, havde det jo set anderledes ud.

I anden halvleg går Aalborg Håndbold ind og viser, hvor godt et hold de er! De gør det ikke sværere, end det er og spiller noget ganske simpelt angrebsspil, og samtidig har Westphal i målet nogle gode redninger, forklarer Stefan og fortsætter:

- Hvis vi tager de positive briller på og ser kampen på video, og ser på hvad vi kan tage med videre, så kan vi sagtens finde gode aktioner i begge ender. Nu drejer det sig om GOG på onsdag. Her venter en helt ny kamp og et helt nyt hold, som vi skal være klar på. Vi har et par træninger til at forberede os, så vi forhåbentligt kan udnytte GOG’s svagheder og samtidig have fokus på vores egne kompetencer og styrker, lyder det afslutningsvist fra Stefan Nielsen.

Efter kampen blev Aalborg Håndbolds Sander Sagosen kåret til Santander Best Player.

 

Santander Cup 1/8-finale Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold 21-28 (8-12)

Målscorere:
Nickolei Jensen 6
Marcus Dahlin 5
Henrik Tilsted 3
János Stranigg 2
Allan Toft Hansen 1
Christoffer Cichosz 1
Nicolai Sommer 1
Lasse Pedersen 1
Mads K. Andersen 1

Tilskuere: 528

Næste kamp:
888ligaen: GOG Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Onsdag d. 14. september kl. 19.30 i GOG Arena

Næste hjemmekamp:
888ligaen: Mors-Thy Håndbold - Ribe-Esbjerg HH
Lørdag d. 17. september kl. 15.00 i Thy Hallerne
Billetter kan købes her: http://shop.morsthy.dk/