Victor og Svane.JPG (2)
Heino Holm Knudsen.jpg

Farvel til Heino Holm Knudsen

For assistenttræner Heino Holm Knudsen var Santander Cup-kampen et foreløbigt farvel til håndbold på højeste niveau. Efter en lang karriere som spiller og som assistent i Mors-Thy Håndbold siden 2017, helliger Heino Holm Knudsen sig nemlig sin civile karriere og lægger håndboldskoene på hylden.

- Det har været utroligt lærerigt og fedt på rigtig mange områder, men også svært i form af at skulle jonglere med megen kørsel, familie, civilt job og håndbolden. Det har været en god, men hektisk periode, og jeg vil se tilbage på klubben som et fedt sted at være og en klub med et fantastisk talentarbejde og et sindssygt godt træningsmiljø - jeg vil sige det bedste miljø og den bedste træningsiver, som jeg har oplevet, og jeg efterhånden været i mange klubber, siger Heino med et smil.

De små marginaler

- Det har været på godt og ondt. Vi har mødt en del modstand og været uheldige med de små marginaler, og jeg kan stadig irritere mig over, at vi ikke kom i slutspillet sidste år. Især sidste sæson viste vi, at vi kunne spille med mod topholdene. Det har knebet mere i år, hvor en skidt start kostede på vores selvtillidsbarometer.

Jeg har haft et super samarbejde med Søren Hansen, som skal have en kæmpetak for at give mig den her unikke mulighed. Og ligeledes fedt at Lars Krarup har bidraget på den måde, han har - med hjertet og benhårdt arbejde. Det viser, at det er den rette mand, der overtager efter mig.

Fuld af fortrøstning

-Jeg er fuld af fortrøstning for de kommende år i klubben, og jeg har stor respekt for det talentarbejde og den fødekæde, der struktureret og kontinuerligt arbejdes med i moderklubberne. Det handler om den blå tråd til Mors-Thy Håndbold, og det tegner godt, synes jeg, lyder det fra den afgående assistenttræner, som fortsætter:

- Mors-Thy Håndbold nyder også godt af stor opbakning og engagement fra Bette Balkan samt fra de mange frivillige, som får tingene til at hænge sammen. Jo ældre man bliver, jo større forståelse får man for vigtigheden af at de ydre omstændigheder er på plads, og det er de i den grad her. Uden dem ingen klub.

Hjertevarme og åbne arme

- Fra dag 1 er jeg og min familie blevet taget godt imod her. Der er altid glade smil og highfives - også selv på de dage vi har tabt. På de helt indre linjer yder Keld en enorm indsats, så også her er fundamentet på plads. Spillerne på holdet er nogle skidegode drenge, som har knoklet hårdt med at få tingene til at lykkedes og jeg håber inderligt at de i næste sæson tager næste skridt op. Jeg vil mindes Mors-Thy Håndbold med glæde, og jeg ser frem til at komme i hallen med familien og heppe på de blå.