morsthy-slide-2.jpg
thumbnail

Fin aften i Hvidbjerg

Det blev TTH Holstebro, der løb med sejren i aftenens træningskamp i Sydvestmors Kultur- & Fritidscenter, hvor en fyldt hal overværede en fin håndboldkamp, hvor begge hold fik prøvet en masse ting af, og som først blev afgjort i absolut sidste sekund, hvor tidligere Mors-Thy-spiller, Jonas Porup satte den afgørende scoring ind:
- Det var da rart at se den gå ind, når alle mine andre skud gik ved siden af målet i dag! Det var sjovt at møde mine gamle holdkammerater, og jeg synes, at MTH ser bredere end de seneste sæsoner, og de virker allerede nu godt sammenspillede, lyder det fra Porup, som er faldet godt til i TTH Holstebro:

- Det går godt i Holstebro. Jeg har fået masser af spilletid her i opstarten qua en del skader på holdet, og jeg synes at jeg er faldet godt til både på og udenfor banen. Vi mangler stadig en del på det håndboldmæssige, men der er heldigvis masser af kampe at øve i, slutter Jonas Porup.

Trods nederlaget er hjemmeholdets Jens Chr. Kjær Brauners optimist omkring den kommende sæson:
- Det var da træls med nederlaget i dag, nu er det den 3. kamp i træk, som vi taber med 1-2 mål, og det ville have været skønt med en sejr i stedet. Men set i det aspekt at TTH Holstebro var 2’er i sidste sæson, og vi bl.a. er helt uden venstrehænder i bagkæden i dag, så synes jeg egentligt at det var okay i dag.

Generelt set synes jeg at der er masser af gode ting. Vores forsvar arbejder godt - der er masser af energi, og vi arbejder godt med stregen. Og så er sammenholdet i truppen supergodt, og der er ingen tvivl om, at La Santa-turen har været godt for truppen, især fordi vi er så mange nye til denne sæson, slutter Brauner.

Mors-Thy Håndbold - TTH Holstebro 22-23 (13-13)

Målscorere:
Nickolei Jensen 4
Stefan Nielsen 4 (3)
Nicolai Sommer 3
Lasse Justesen 3
Allan Toft Hansen 2
Christoffer Cichosz 2
Lasse Pedersen 2
János Stranigg 1
Jens Chr. Kjær Brauner 1

Tak til VIF og Sydvestmors Kultur- og Fritidscenter for et fint arrangement og god behandling!

Næste kamp er på fredag d. 2. september kl. 18.00 i Jyske Bank Mors Arena, hvor vi spiller mod Lemvig-Thyborøn Håndbold. Inden kampen er der præsentation af Mors-Thy Håndbold 2016/17. Det er kl. 16.30 i Multihuset v/ Jyske Bank Mors Arena hal 2