Victor og Svane.JPG (2)
MTH_REHH.jpg

Flot og velfortjent sejr over Ribe-Esbjerg HH

Efter fire kampe uden point fik Mors-Thy Håndbold i aften en flot og særdeles velfortjent sejr på 33-25 over Ribe-Esbjerg HH. Inden kampen havde cheftræner Niels Agesen efterlyst indstilling og udtryk, og det fik han samtidig med, at 1.274 tilskuere fik en spændende håndboldkamp i en fed kulisse.

Mors-Thy Håndbold fik godt fat i i kampen fra start. Med Kasper Lindgren dirigerende i den ene ende foran en veloplagt Rasmus Henriksen i målet og med Mads Svane som opfinder i den anden. Mors-Thy Håndbold spillede godt, desværre stod Ribe-Esbjerg HH’s målmænd lidt for ofte i vejen for de blå forsøg.

Hjemmeholdets første føring kom ved 8-7 og førte til en REHH-timeout og efterfølgende to hurtige scoringer fra gæsterne. Og sådan blev det ved resten af første halvleg med skiftevise føringer - og med Mors-Thy Håndbold nede med et enkelt mål til pausen.  

Det bølgede fortsat i anden halvleg, men cheftræner Niels Agesens indskiftning af Victor Norlyk gjorde ondt på de store drenge i Ribe-Esbjergs forsvar og første to-målsføring var en realitet efter godt 40 minutters spil. Det blev til tre måls forspring med 12 minutter igen, og herfra udbyggede Mors-Thy Håndbold stille og roligt føringen med fortsat godt forsvarsspil, klasseredninger fra Rasmus Henriksen, stærke præstationer fra bl.a. Axel Franzén og Marcus Midtgaard og ikke at forglemme et kolossalt tryk fra Danmarks bedste hjemmebane.

En stor aften i arenaen blev kronet med en sejr på 33-25 og to vigtige point til Mors-Thy Håndbold.

HTH Herreligaen, 13. runde: Mors-Thy Håndbold - Ribe-Esbjerg HH 33-25 (12-13)

Målscorere:
Marcus Midtgaard 8
Axel Franzén 6
Frederik Bjerre 6 (1)
Nicolaj Spanggaard 4
Lasse Pedersen 4 (2)
Mads Svane 2
Victor Norlyk 2
Rasmus Henriksen 1

Rasmus Henriksen 18/43

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 3, Ribe-Esbjerg HH 2

Stillinger undervejs: 0-2, 4-4, 4-6, 8-7, 12-11, 14-14, 16-15, 18-16, 22-20, 25-21, 27-21, 31-23

Tilskuertal: 1.274

Kommende kamp:
HTH Herreligaen, 14. runde: Mors-Thy Håndbold - Bjerringbro-Silkeborg
Fredag d. 19. november kl. 16.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Billetsalg:
Mors-Thy Håndbold (morsthy.dk)