Victor og Svane.JPG (2)
Nye.jpg

Første træning 17/18

I morges kl. 10.00 mødte en flok forventningsfulde spillere og trænere op til første træning i Mors-Thy Håndbold sæson 17/18. Der var gensynsglæde blandt de gamle, og spændingen og glæden over at skulle i gang efter sommerpausen var stor blandt alle.

Efter udlevering af tasker var der afgang til den nyanlagte løbebane ved Morsø Gymnasium, hvor trænerduoen Søren Hansen og Heino Holm havde intervalløb på programmet: 5 x 3 min med 1 minuts pause og efterfølgende 2 x 2 min. Der blev løbet godt til med Stefan Nielsen i spidsen efterfulgt af Dahlin og Tilsted.

Andet punkt på dagsordenen var styrketræning i Fitness World, hvor der blev rykket igennem i halvanden times tid, inden spisning og opstartsmøde omkring den kommende sæson.

Kl. 15.00 gik det løs på halgulvet med håndboldtræning, og flere af de fremmødte tilskuere spærrede øjnene op en ekstra gang - Marcus Mørk var nemlig tilbage. Dog kun for en stund da han træner med ligatruppen, indtil han rejser tilbage til Nice på næste lørdag.

To timer senere var det en flok trætte spillere, som kunne puste velfortjent ud efter en begivenhedsrig opstartsdag, som har været positiv for alle:

Erik Toft:
- Det har været fint og dejligt endelig at møde gutterne. Og så har det været hårdt og jeg er ”sliten”. Det er vældig god gruppe, og drengene virker lette at komme ind på, så jeg er meget positiv. Og så klager jeg heller ikke over at der var varm mad til middag, lyder det fra vores nye nordmand efter dagens træning.

Asbjørn Madsen:
- Det har været rigtigt sjovt. Jeg har glædet mig helt vildt til i dag og været megaspændt, og det har bare været fedt at være tilbage i Mors-Thy Håndbold. Mine holdkammerater er en flok fine gutter, søde og rare og så er de pissedygtige håndboldspillere. Jeg er sikker på, at det bliver en rigtig god sæson.

Nicolai Sommer:
- Det var godt at komme i gang igen, selvom opstarten jo altid er hård. Det er spændende i år med Søren og Heino som er nye på trænerbænken og nogle nye spillere, som allerede nu er faldet fint ind i truppen.

Marcus Dahlin:
- Det har været en klasse dag, og det var supersjovt at komme i gang. Det er sjældent at jeg har glædet mig så meget, som jeg har gjort til opstarten i år - og så har jeg glædet mig til at komme tilbage og se Sommers små biceps, griner den lange svensker og fortsætter: - Vores nye trænerteam er meget strukturerede og bevidste om, hvad vi skal for at nå vores mål, og så er de top-engagerede, hvilket er fedt. De nye på holdet virker som nogle flinke og positive fyre, som bliver lette at integrere på holdet.

Cheftræner Søren Hansen har også kun positive ord om sin første træningsdag i Mors-Thy Håndbold:
- Jeg har været en kende utålmodig, så det var virkelig dejligt at komme i gang. Det har været en spændende dag med god stemning og godt humør, og det var fedt at se alle spillerne i aktion. Alle gjorde det helt okay og har bidraget positivt, og som jeg sagde til drengene efter haltræningen, så har jeg deltaget i oceaner af første træninger, og den her var en ret god én af slagsen, lyder det med et smil fra Mors-Thy Håndbolds nye cheftræner, som fortsætter:
- Det har været en god og lang dag med masser af træning og informationer, så nu skal folk hjem og slappe af og restituere, og så træner vi i morgen fra kl. 10.00 i Thy Hallerne, og her er folk også velkomne til at kigge forbi.

 

 

 

 

Det har været en spændende dag med god stemning og godt humør
Søren Hansen , Cheftræner , Mors-Thy Håndbold