Victor og Svane.JPG (2)
Svend.jpg

Forløsende sejr over Lemvig-Thyborøn

Det sitrede i Thyhallen før dagens kamp mod Lemvig-Thyborøn Håndbold. Af spænding, nervøsitet og en fornemmelse af, at det godt kunne gå hen og blive en god aften. Og det blev det. For Mors-Thy Håndbold viste alt det, der skal til for at vinde: Gejst, vilje, fight, ild i øjnene, energi, 100 % indsats og ikke mindst fantastisk håndbold i begge ender af banen.

Og det var forløsende, det så man både på spillerne og blandt de 1.244 tilskuere på lægterne. De så en fejlaflevering og en udvisning til Mors-Thy Håndbold som de to første aktioner, og sukkene hørtes i hallen. Men de blå ville det anderledes, og med startende Svend Rughave som sikker sidste skanse bagved et stærkt forsvar og et skarpt angrebsspil orkestreret af Mads Svane og eksekveret af Mads Thymann og Nicolaj Spanggaard bragte hjemmeholdet sig hurtigt foran med et par mål og udbyggede føringen gennem hele første halvleg.

Lemvig-Thyborøn Håndbold tog den første timeout efter 19 minutter, hvorefter de gik i 7-mod-seks. Det klarede et bomstærkt forsvar med Kasper Lindgren og Andreas Nielsen i midten uden de store problemer, og gæsterne måtte tage endnu en timeout blot fem minutter senere, hvor Mors-Thy Håndbold havde øget fra 9-5 til 13-6 via forbilledlig forsvarsindsats og plankeværket Svend Rughave, som med 11 redninger i første halvleg havde stor andel i pausestillingen 14-7.

Og han fortsatte med den ene store redning efter den anden efter pausen, og allerede efter 35 minutter kunne Andreas Nielsen sørge for Mors-Thy Håndbolds første 10-målsføring. Efter 40 minutter var stillingen 21-9, og Rughave ramte 68 % i målet. Herfra fik Lemvig-Thyborøn Håndbold bedre fat, og i kampens sidste del fik gæsterne hentet en smule på Mors-Thy Håndbold store føring, så slutresultatet blev 28-21

Der var masser at glæde sig over, mange gode præstationer og vild energi mellem banen og lægterne. Og med sejren rykker vi to pladser op i tabellen, så vi nu ligger nr. 11 med samme antal point som Nordsjælland Håndbold.

HTH Herreligaen, 22. runde: Mors-Thy Håndbold - Lemvig-Thyborøn Håndbold 26-18 (14-7)

Målscorere:
Lasse Pedersen 5 (2)
Mads Thymann 4
Mads Svane 3
Frederik Bjerre 3
Nicolaj Spanggaard 2
Marcus Midtgaard 2
Axel Franzén 2
Andreas Nielsen 2
Kristian Vukman 1
Kasper Lindgren 1
Marcus Norrbrink 1

Svend Rughave 20/38

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 5, Lemvig-Thyborøn Håndbold 2

Stillinger undervejs: 3-1, 6-4, 9-5, 13-6, 15-7, 18-7, 19-9, 22-11, 24-13, 25-15 

Tilskuertal: 1.244

Kommende kamp:
HTH Herreligaen, 23. runde: Aalborg Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Lørdag d. 18. marts kl. 18.30 i Gigantium