DSC_8665.JPG
Frederik Tilsted.jpg

Frederik Tilsted vender tilbage til Mors-Thy Håndbold

Familien Tilsted bliver rigt repræsenteret i Mors-Thy Håndbold fra sommeren 2023, hvor Frederik Tilsted følger efter storebror Henrik og tiltræder på en toårig aftale. Den 23-årige bagspiller er hentet i TTH Holstebro, hvor han for alvor har vist prøver på sine store håndboldkvaliteter i denne sæson. Siden U12 har Frederik Tilsted slået sine folder i HF Mors, og først blev han tilknyttet talenttruppen i 17/18, og sæsonen derefter en del af ligatruppen. Desuden var Frederik en stor del af guldholdet, der triumferede til Santander Final4 i 2021.

- Mors-Thy Håndbold er et perfekt match i forhold til, hvor jeg er i min karriere lige nu, og hvor jeg gerne vil hen. Klubben har en stærk kultur og et godt træningsmiljø, hvor man får lov til at spille og udvikle sig, og jeg kommer med nogle ting, som jeg gerne vil udvikle og lægge på mit spil for at blive endnu bedre. Min tid i TTH Holstebro har været god og lærerig - jeg synes, at jeg er blevet stærkere mentalt og en bedre spiller, og det glæder jeg mig til at vise frem, siger Frederik Tilsted.

- Jeg vender hjem til Mors-Thy Håndbold, fordi der et stærkt hold og nogle spændende spillere, som jeg glæder mig til at spille sammen med - jeg ser bl.a. frem til at spille sammen med min bror. Vi har jo set, at vi kan levere gode resultater med fyldte haller og Bette Balkan i ryggen, og jeg drømmer om, at vi kan tage et step op med Mors-Thy Håndbold i den danske liga, så vi kan kalde os et slutspilshold, lyder det fra Frederik Tilsted.

Cheftræner Niels Agesen ser tilgangen af Frederik Tilsted som lidt af et scoop.

- Da jeg tiltrådte i Mors-Thy Håndbold, var jeg ærgerlig over, at Frederik Tilsted ikke skulle blive her, for han kan lidt af det hele, er utrolig bevægelig og et godt mix af en playmaker/venstre back. Vi ser ham som en stor forstærkning, og ud fra de samtaler jeg har haft med Frederik og hvad jeg har hørt, så får vi en fyr i truppen, som fylder meget på en positiv måde, lyder skudsmålet fra cheftræner Niels Agesen.

- Det er jo ikke så ofte, at der træder en ligaprofil ind i Mors-Thy Håndbold. Det er oftest profiler, der tager herfra og bliver endnu større profiler et andet sted - det i sig selv gør, at det er et scoop for os. Og at endnu en af de spillere, som er udviklet her, vender tilbage til Mors-Thy Håndbold, Det synes jeg, at klubben, miljøet og området skal tage som et kæmpe skulderklap, siger Niels Agesen.

Aftalen mellem Mors-Thy Håndbold og Frederik Tilsted løber til 30. juni 2025


FAKTA:
Frederik Tilsted, født: 5. juli 1999
Højde: 192 cm. Vægt: 92 kg.
Tidligere klubber: HF Mors, Mors-Thy Håndbold, TTH Holstebro
Bosætter sig i Nykøbing