Victor og Svane.JPG (2)
Frederik Tilsted.jpg

Frederik Tilsted: Vi skal ramme vores topniveau

Efter to tiltrængte point mod Lemvig-Thyborøn Håndbold i årets første kamp, skal Mors-Thy Håndbold forsøge at følge op på den gode indsats og sejren, når vi møder SønderjyskE Herrer i HTH Herreligaen torsdag aften i Sparekassen Thy Arena | Mors.

Frederik Tilsted er tilbage efter en skadespause og allerede i hans comeback mod Lemvig-Thyborøn Håndbold viste vores dygtige playmaker gode takter.

- Det er dejligt at være en del af det hele igen - det er lidt noget andet, når man sidder på sidelinjen og ikke kan bidrage - så det var fedt at spille kamp og vinde. Jeg fik god tillid fra Wille og blev sat i nogle gode situationer af mine holdkammerater, så det var godt at det lykkedes.

Jeg håber selvfølgelig at kunne tage de gode ting med til kampen mod SønderjyskE. Det er et godt hold, og det kræver, at vi skal ramme vores topniveau, hvis vi skal vinde. Ligesom os kommer SønderjyskE med en sejr i den første kamp efter jul, så de kommer helt sikkert med god tro og selvtillid, siger Frederik Tilsted.

SønderjyskE-kampen er desværre endnu én uden tilskuere på lægterne.

- Det er rent ud sagt træls! Vi savner en fyldt hal, og vi savner Bette Balkan. Men uden dem må vi stille krav til os selv, finde det rigtige spændingsniveau og forhåbentligt levere en god kamp og en sejr til dem, der følger med hjemme fra stuerne, slutter Frederik Tilsted.

Kampen mod SønderjyskE bliver i øvrigt et gensyn med en af Bette Balkans største publikumsfavoritter gennem tiderne, Marcus Dahlin, som efter fire sæsoner i Mors-Thy Håndbold skiftede til SønderjyskE forud for denne sæson.

HTH Herreligaen, 19. runde: Mors-Thy Håndbold - SønderjyskE Herrer   
Torsdag d. 11. februar 2021 kl. 20.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors  
Dommere: Martin Gjeding og Claus Gramm
Observatør: Jens Henriksen

Kampmagasin: Kampprogram MTH vs SønderjyskE (adobe.com)

Kampen sendes på TV2 Sport med optakt fra kl. 19.30 og kan derudover følges via livescore på Tophåndbold: https://tophaandbold.dk/mth

Frederik Tilsted er personligt sponseret af Landbo Thy