Victor og Svane.JPG (2)
KIF_MTH.jpg

Historisk sejr over KIF Kolding

Mors-Thy Håndbold sikrede sig to vitale point og en historisk sejr, da KIF Kolding blev besejret i Vejen Idrætscenter. Mors-Thy Håndbold har aldrig tidligere vundet over KIF Kolding på udebane - en enkelt gang er det blevet til uafgjort i 2015/16, da Henrik Tilsted satte den udlignende scoring ind til 24-24 i Slagelse.

Dobbelt op
Det var KIF Kolding, der kom bedst fra start med føringer på 1-0 og 2-1, begge sat ind på kontra. Efter små seks minutter fik Mads K. Andersen bragt balance i regnskabet, og to efterfølgende scoringer af Marcus Dahlin var starten på en periode med Mors-Thy Håndbold i teten. Med stærkt forsvarsspil og efterfølgende kontrascoringer øgede Mors-Thy Håndbold, og godt Mors-Thy-spil satte gang på gang KIF Koldings midterforsvar skakmat. Efter 21 minutters spil var dobbelt op på mål: 6-12 til de blå.

Her tog KIF-træner Lars Rasmussen klogeligt en timeout, og den efterfølgende periode halede KIF Kolding ind på Mors-Thy Håndbold - fem mål på fem minutter blev det til, herunder bl.a. en overtalsperiode, som blev tabt med to mål - inden Stefan Nielsen fik stoppet blødningen med sin scoring til 11-13. Mors-Thy Håndbold gik til pausen med en smal føring på 12-14.

Spænding i anden halvleg
Mors-Thy Håndbold lagde bedst ud efter sidebyttet: Marcus Dahlin lagde ud med en scoring og bragte sit hold foran 12-15. KIF Kolding bed dog fortsat fra sig, og det blev lige lovligt spændende, da udligningen faldt til 16-16. Herefter fulgtes holdene ad med 1-2 måls afstand, hele tiden med Mors-Thy Håndbold i teten, indtil Mads K. Andersen satte sit andet straffekast ind til 20-23, og dermed fik skabt et lille hul. Et hul som KIF Kolding aldrig fik lukket. Mors-Thy Håndbolds føring kom helt op på 23-28, inden KIF Kolding sluttede kampen af med et par ubetydelige reduceringer.

Cheftræner Søren Hansen var naturligvis glad for de to point:
- Det var lækkert med en sejr, og jeg synes også, at det var fortjent - og nu skal vi nyde den. Vi slår et stort hul tidligt i kampen, bliver hentet hurtigt og så let som ingenting, men vi kommer tilbage og finder vores fokus og gør tingene færdigt i anden halvleg

Der var umådeligt mange spilstop, og vi ville gerne have kampen afviklet hurtigt, så vi kunne køre KIF Kolding trætte - men vi skal først og fremmest være glade for de to point, selvom kampen ikke helt formede sig, som vi havde tænkt os.

Drengene skal roses for bare at klø på, selv om vi bliver hentet i en periode, hvor Kasper Irming og Olafur Gustafsson gør ondt på os. Jeg synes langt hen ad vejen, at vores forsvar står godt, men jeg kunne godt tænke mig det endnu skarpere. Mange gør det godt i dag - scoringerne er fordelt på mange, og, og vi kan skifte ud uden at falde i niveau, forklarer Søren Hansen:

- Det var dejligt kunne dele denne længe ventede sejr med de mange trofaste medrejsende fans fra Bette Balkan, ligesom der var stor glæde og lettelse i omklædningen ovenpå sejren, lyder det afslutningsvist fra Søren Hansen.

Mors-Thy Håndbold bytter dermed plads med KIF Kolding i tabellen, og har dermed fire point mere end Ringsted på 14. pladsen.


Herre Ligaen, 23. runde: KIF Kolding - Mors-Thy Håndbold 25-28 (12-14)

Målscorere:
Søren Nørgård 7 (1)
Mads K. Andersen 7 (2)
Marcus Dahlin 5
Erik Toft 3
Kasper Lindgren 1
Jacob Hessellund 1
Allan Toft Hansen 1
Stefan Nielsen 1
Kasper Fruerlund 1
Asbjørn Madsen 1

Stillinger undervejs: 1-0, 2-2, 2-4, 4-7, 6-12, 11-12, 13-15, 16-16, 18-19, 19-21, 20-23, 22-26, 23-28

Udvisninger: KIF Kolding 3, Mors-Thy Håndbold 4

Tilskuertal: 1.347

Næste kamp:
Herre Håndbold Ligaen, 24. runde: Mors-Thy Håndbold - SønderjyskE Herrer
Fredag d. 8. marts kl. 19.30 i Thy Hallerne