Victor og Svane.JPG (2)
SE_MTH_Hoxer.jpg

Hoxer-show i sejr over SønderjyskE

For anden gang i træk kunne Mors-Thy Håndbold gå fra banen som sejrherrer efter endnu en fantastisk præstation over hele banen. De blå fik en god start på kampen, og efter seks minutter kunne Mads Hoxer med sin tredje scoring bringe sit hold foran 1-5. Man fornemmede, at der var en stor kamp i vente fra højrebacken.

Der sneg sig et par tekniske fejl ind hos Mors-Thy Håndbold, og hjemmeholdet fik bedre fat, som første halvleg skred frem. Det var dog stadig Mors-Thy Håndbold, der holdt føringerne indtil det 29. minut, hvor SønderjyskE for første gang i kampen fik udlignet til pausestillingen 13-13.

Hoxer satte prop i
Det var hjemmeholdet, som kom bedst ud efter pausen. Mors-Thy Håndbold var i undertal, og det udnyttede sønderjyderne til at score på tomt mål. Det blev også til en fjerde scoring i træk fra værterne til 15-13, inden Hoxer fik sat prop i med sin 6. scoring, og samtidig gav et stærkt forsvar gode arbejdsforhold til Rasmus Henriksen i målet.

To udvisninger til hjemmeholdet ved 16-14 gav Mors-Thy Håndbold en god mulighed, og den blev udnyttet, da Lindgren og Hoxer bragte Mors-Thy Håndbold tilbage på sporet ved 16-16 i overtalsperioden, og umiddelbart efter bragede anfører Erik Toft Mors-Thy Håndbold foran 16-17. Og herfra gik det hurtigt. Et par gode redninger fra Rasmus Henriksen, og Mors-Thy Håndbold var foran med tre med 20 minutter igen.

Mors-Thy Håndbold i teten
Mors-Thy Håndbold var hele tiden i teten, og føringerne vekslede mellem 1, 2 og 3 mål. Med lidt under et kvarter igen blev Marcus Midtgaard sat på banen, og han trak to straffekast, som Lasse P. iskoldt omsatte til mål. I mellemtiden fik Emil Hansson marchordre efter udvisning nummer tre, og det samme fik SønderjyskEs Frederik Ladefoged. Med 5 minutter reddede Rasmus Bech et straffekast, og et minut senere stod Mads Hoxer bag to scoringer i træk, så Mors-Thy Håndbold var foran med fire mål. I slutningen var det Bjarke Christensen og Mads Hoxer, som fik øget til slutresultatet 30-24, så Mors-Thy Håndbold nu er bedst indbydes.  

Fantastisk kamp og sejr - og fantastisk opbakning fra de sejeste tilskuere, som havde taget turen til Sønderborg. Nu venter en sidste kamp inden jul, når vi møder KIF Kolding på onsdag d. 22. december kl. 19.30.

HTH Herreligaen, 17. runde: SønderjyskE Herrer - Mors-Thy Håndbold 24-30 (13-13)

Målscorere:
Mads Hoxer Hangaard 11
Erik Toft 5
Lasse Pedersen 5 (2)
Bjarke Christensen 4
Sander Øverjordet 2
Tim Sørensen 2
Kasper Lindgren 1

Udvisninger: SønderjyskE Herrer 7, Mors-Thy Håndbold 3
Rødt kort, 3 x 2 min:
Emil Hansson, Mors-Thy Håndbold
Frederik Ladefoged, SønderjyskE Herrer

Stillinger undervejs: 0-2, 1-5, 4-5, 7-10, 9-10, 11-13, 15-13, 16-17, 17-20, 20-21, 20-23, 23-24, 23-27

Tilskuertal: 1.178

Kommende kamp:
HTH Herreligaen, 18. runde: Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding
Onsdag d. 22. december kl. 19.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors

De nye restriktioner gør, at der ikke må være tilskuere til kampene mod hhv. KIF Kolding d. 22. december og mod Lemvig-Thyborøn Håndbold d. 30. december. Vi arbejder på at kunne livestreame kampene - der kommer yderligere informationer herom senere.