Victor og Svane.JPG (2)
SJE_MTH.jpg

Intet slutspil trods flot sejr i SønderjyskE

En sejr og en hjælpende hånd fra TTH Holstebro mod Nordsjælland Håndbold stod på ønskelisten forud for aftenens kampe i 888ligaen. Og selv om drengene fra Mors og Thy kom bedst fra start, så var det svært at se, at de to mandskaber gik til kampen med to vidt forskellige motivationsfaktorer: MTH-mandskabet med muligt slutspil for øje, mens Sønderjyderne ikke havde noget at spille for i opgøret.

Lasse Pedersen åbnede scoringerne for det der skulle blive en målrig første halvleg. En hurtig udvisning til SønderjyskE’s Frederik Børm gav muligheder til Dahlin og Mads K. Andersen, som tvang SønderjyskE til timeout ved stillingen 1-4. Samtidig arbejdede forsvaret stenhårdt og Kasper Larsen bød ind med masser af gode redninger. SønderjyskE forsøgte med 7-mod-6, hvilket Mors-Thy’s forsvar løste til perfektion og med flere scoringer på tomt mål til følge. Her udover fortsatte det sublime forsvarsspil og stærkt angrebsspil fornemt dirigeret af Stefan Nielsen, der førte gæsterne til en fortjent pauseføring på 12-17.

Mors-Thy Håndbold fortsatte det gode spil i anden halvleg og efter 44 minutter bragte Nickolei Jensen for første gang i kampen sit hold foran med hele 7 mål. Det var også en anden halvleg med debutscoring på liganiveau til Frederik Tilsted og en flot præstation af Frederik Nørbjerg med fire mål. Om det var den berømte gummiarm, eller om det var SønderjyskE, der vågnede op til dåd, vides ikke - men i hvert tilfælde vendte kampen, og SønderjyskE udlignede Mors-Thy’s føring efter at have vundet en 11 minutters periode med 9-1 - og dét var noget, der fik gang i Skansen. Trods det store pres fra lægterne, red Mors-Thy-drengene stormen af og vandt flot 30-33 på en svær udebane.

Desværre var det ikke nok til en plads blandt de 8 hold, der får lov at spille med om medaljer, når slutspillet fløjtes i gang onsdag d. 11. april. I stedet skal vi spille kvalifikationsspil mod Ribe-Esbjerg HH, SønderjyskE Herrer, Skanderborg Håndbold og HC Midtjylland.

Vores kampprogram ser ud som flg:
Mors-Thy Håndbold - Skanderborg
SønderjyskE Herrer -Mors-Thy Håndbold
HC Midtjylland - Mors-Thy Håndbold
Mors-Thy Håndbold - Ribe-Esbjerg HH: Lørdag d. 5 maj.

Endelige datoer meldes ud, så snart kampprogrammet er fastlagt.

Vinderen af kvalifikationsspillet vinder kr. 75.000,-.
Nr. 1-4 forbliver i ligaen. Nr. 5 møder vinderen af kampen mellem nr. 2 og 3 fra 1. division (Randers HH og Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Tusind tak for fænomenal opbakning fra over 100 medrejsende fans fra Bette Balkan og Amager Support, og tak til alle de sponsorer, som har hjulpet Bette Balkan med bus, trøjer, drikkevarer mm. på turen. Jeres opbakning findes ikke bedre i Danmark.

888ligaen, 26. runde: SønderjyskE Herrer - Mors-Thy Håndbold 30-33 (12-17)

Målscorere:
Marcus Dahlin 9
Erik Toft 6
Frederik Nørbjerg 4
Asbjørn Madsen 4
Lasse Pedersen 3
Mads K. Andersen 2
Allan Toft 2
Stefan Nielsen 1
Frederik Tilsted 1
Nickolei Jensen 1

Stillinger undervejs: 1-2, 1-4, 4-5, 5-8, 8-13, 11-17, 14-18, 14-20, 16-20, 18-24, 20-27, 29-29, 31-29.

Tilskuertal: 2.118

Udvisninger: SønderjyskE 4, Mors-Thy Håndbold 2