Victor og Svane.JPG (2)
DCW_6811-1.jpg

Jan Paulsen om slutspillet: "Vi går på banen for at vinde alle kampe"

For anden gang i Mors-Thy Håndbolds historie deltager vi i slutspillet i 888ligaen. I morgen går det løs med den første kamp på hjemmebane, hvor medaljeaspiranterne fra TTH Holstebro kommer til Jyske Bank Mors Arena. I den anledning har vi taget en lille snak med cheftræner Jan Paulsen om forventningerne til de kommende seks kampe.

- Vi glæder os til at komme i gang og til at spille de slutspilskampe, som ingen i truppen havde forventet, men som ikke desto mindre er en realitet. Vi ved godt, at vi er underdogs i det her slutspil, og vi skal møde nogle gode hold, men vi kommer med god selvtillid efter en god sæson i grundspillet, og vi har god tro på tingene og synes selv, at vi har gang i noget godt.

Slutspilsprogrammet er tætpakket, og Mors-Thy Håndbold skal spille seks kampe på kun 19 dage, hvilket kommer til at trække på ressourcerne:
- Det er klart at med mange kampe på kort tid, kommer vi til at trække hårdt på truppens ressourcer, men vi har aftalt indbyrdes på holdet, at nu bider vi tænderne sammen og giver os 100 % i perioden, der venter. Vores gode sammenhold og fællesskab skal være med til at bære os igennem, og vi skal bare nyde det - vi har alt at vinde i de seks kampe.

Vi ved godt, at vi er bagud allerede inden kampene er gået i gang, da både Bjerringbro-Silkeborg og TTH Holstebro har point med fra grundspillet, og samtidig er de bedre indbyrdes end os. Det bliver en stor mundfuld for os, men udgangspunktet er naturligvis, at vi går på banen for at vinde alle kampe, og så må vi se, hvor langt det rækker.

Vi håber selvfølgelig at vores tre hjemmekampe bliver foran masser af tilskuere i fyldte haller, og at der bliver en fantastisk stemning og maksimalt tryk på fra lægterne, ligesom til kampen i Thisted mod Århus Håndbold, hvor publikum og Bette Balkan virkelig hjalp os igennem, slutter Jan Paulsen.

 

Slutspillet:

888ligaens slutspil er puljespil med to puljer med fire hold i hver. Grundspillets nr. 1 + 2 (Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg) får hver to point med i slutspillet, mens nr. 3 + 4 (TTH Holstebro og Skjern Håndbold) tager 1 point med.
Alle hold i puljen møder hinanden ude og hjemme, og nr. 1 og 2 fra hver pulje går videre til semifinalerne.

Pulje 1: Aalborg Håndbold, Skjern Håndbold, GOG Håndbold, KIF Kolding København
Pulje 2: Bjerringbro-Silkeborg, TTH Holstebro, Mors-Thy Håndbold, Ribe-Esbjerg HH