Victor og Svane.JPG (2)
Jan Paulsen.jpg

Jan Paulsen stopper i Mors-Thy Håndbold efter denne sæson

Cheftræner Jan Paulsen har valgt ikke at forlænge med Mors Thy Håndbold efter denne sæson. Den seneste 2-årige kontrakt har udløb til juni 2017 - og det er denne Jan ikke ønsker at forlænge.

”Efter denne sæson har jeg nu stået i spidsen for Mors-Thy Håndbolds ligamandskab i seks rigtig gode og spændende år, men selvom jeg har været virkelig glad for at være her, synes jeg nu at tiden er kommet til, jeg skal prøve nogle andre ting af. Vi har heldigvis fået en helt forrygende start på denne sæson, men inden vi kommer længere hen, vil jeg gerne have min beslutning offentliggjort, så klubben har de bedste muligheder for at finde min afløser, ” udtaler Jan Paulsen.

Mors Thy Håndbold er ikke i tvivl om, at Jan har været på hårdt arbejde sæson efter sæson - hvor man stort set alle år er startet, om ikke helt fra bunden, så med helt ny grundstamme. I indeværende sæson, er man tilmed startet med et helt nyt hold, hvor ikke mindre end ni nye spillere har skullet spilles ind. Det er enhver træners drøm at kunne arbejde med kontinuitet fra sæson til sæson, men vi har skulle præstere en turboopstart år efter år - set i lyset af dette, er det jo gået rigtig godt.

”Vi har modtaget Jans beslutning med respekt, og er selvfølgelig først og fremmest kede af at skulle skilles, men omvendt er vi glade for, at det kan ske på denne meget ordentlige måde”, udtaler Henrik Hedegaard fra Mors-Thy Håndbold. ”At Jan vælger at melde ud så tidligt, er jo et klart tegn på han har respekt for det tunge og svære arbejde, der nu ligger foran os med at finde en afløser til en kapacitet som ham.

”At Mors-Thy Håndbold har været i ligaen så mange år i træk, kan i høj grad tilskrives Jan. Han har haft en fænomenal evne og kræfter til at starte med mange nye spillere år efter år, og han har levet med det faktum, at de større ligaklubber har overladt oplæringen og modningen af adskillige klassespillere til ham, for derefter at plukke dem til højere lønninger og større set-ups end vi kan tilbyde i Mors-Thy Håndbold, udtaler Henrik Hedegaard yderligere. ”Det kræver konstant engagement og vilje - og det er bestemt egenskaber som vi kan genkende hos en topprofessionel træner som Jan Paulsen. Vi ønsker ham alt mulig held og lykke fremover, og er meget ydmyge over hans indsats de sidste seks år. Ikke mindst da han for tre år siden var klar til at rykke ind som træner igen - med meget kort varsel. Vi var aldrig kommet helt igennem den krise uden Jans hjælp, og det vil vi også altid huske ham for. ” slutter Henrik Hedegaard.