Nickolei Jensen - color sh.jpg
DCW_1384-1.jpg

Klar til foråret

Med en kamppause fra 24. december til 9. februar har ligatruppen haft god tid til at komme til hægterne og til at få tanket energi. Spillerne gik på juleferie efter kampen i Kolding d. 23. december og mødte ind til første træning i det nye år onsdag d. 4. januar.

Cheftræner Jan Paulsen har fortalt lidt om, hvad VM-pausen er blevet brugt på:

- Vi har haft rigtig meget fysisk træning, som primært har bestået af løb og tung styrketræning, mens det håndboldmæssige har været mest individuel træning. Der udover har vi været på træningslejr i Århus - nogle gode og givtige dage både socialt og træningsmæssigt. Vi lavede en del alternative ting, og alle spillerne tog godt imod de udfordringer det er at blive stillet overfor noget nyt i form af bl.a. basketball, musik, sang og dans.

Der er sket et par ændringer i truppen: Rasmus Søby er skiftet til Fredericia HK i 1. division, og Mike Felder er stoppet pga. en hjernerystelse. Til gengæld er Nicolaj Spanggaard blevet indlemmet i truppen. Nickolei Jensen brækkede sin hånd i KIF-kampen, og har derfor ikke trænet med i starten, til gengæld har vi i år ikke haft nogen afsted til landsholdssamlinger, så vi har trænet rimeligt kontinuerligt.

Vi ligger pt. på en 8. plads i et bredt midterfelt. Der er ingen tvivl om, at holdene under os vil røre på sig, og det bliver spændende at se, om vi kan stå distancen. Øjnene er rettet i begge retninger - både op og ned - inden vi går i gang med de sidste afgørende kampe i dette års 888liga.