Bro_Land.jpg
Dahlin (2).jpg (1)

Kvalifikationskamp mod SønderjyskE

I aften spiller Mors-Thy Håndbold den anden kamp i kvalifikationsspillet. Modstanderen er SønderjyskE Herrer på udebane i Skansen i Sønderborg. Målsætningen er at vinde kvalifikationspuljen, og med en sejr kan Mors-Thy Håndbold spille sig på førstepladsen og dermed selv afgøre tingene i de sidste kampe HC Midtjylland og Ribe-Esbjerg HH. Ender det derimod med et nederlag i aftenens kamp, bliver vi afhængige af andre resultater i puljen.

Kvalifikationsspillet består af fem hold: Mors-Thy Håndbold, Ribe-Esbjerg HH, SønderjyskE, Skanderborg Håndbold og HC Midtjylland. Alle møder hinanden én gang - vinderen af puljen bliver belønnet med 75.000 kroner, nr. 1-4 er sikret en ligaplads i sæson 18/19, mens nr. 5 møder vinderen af tre kvalifikationskampe mellem nr. 2 og 3 i 1. division (Lemvig-Thyborøn Håndbold og Randers HH, hvor førstnævnte tog det første stik i aftes). Vinderen af de kampe spiller i ligaen 18/19.

I indeværende sæson har vi vundet de to indbyrdes opgør mod SønderjyskE Herrer. Kampene har været tempofyldte og målrige, og begge gange har Sønderjyderne presset os undervejs i kampen. I den første kamp i Thisted fik SønderjyskE hurtigt etableret en 4-målsføring, som Mors-Thy’erne hentede halvvejs i første halvleg, og kampen endte med en hjemmesejr på 38-33. I udebanekampen som blev spillet for under en måned siden, blev det også til en Mors-Thy-sejr. Et opgør som Mors-Thy Håndbold sad godt og grundigt på med en 7-målsføring efter 47 minutters spil, hvorefter SønderjyskE fik momentum og små syv minutter senere udlignede Mors-Thy Håndbolds føring. Mors-Thy’erne bevarede heldigvis roen og vandt 30-33.

Marcus Dahlin:
- Vi har jo virkelig noget at spille for. Hvis vi vinder i aften, har vi i hvert fald gode muligheder for at vinde puljen, og det er vores mål. Jeg synes, at det er to hold, som står godt til hinanden - vi kan godt lide at spille kampene mod SønderjyskE, som altid er nogle intense og målrige opgør, og vi har en god fornemmelse med kampen i aften. Personligt har jeg ikke tabt til SønderjyskE i mine sæsoner i Mors-Thy Håndbold, og den statistik skal der ikke laves om på.


Kvalifikationsspil ligaen, 2. runde: SønderjyskE Herrer - Mors-Thy Håndbold
Fredag d. 20. april 2018 kl. 19.30 i Skansen, Sønderborg   
Dommere: Jakob Falkenberg Hansen og Daniel Stentoft Møller

Billetter til kampen kan købes her: https://billetto.dk/e/sonderjyske-mors-thy-handbold-kval-spil-billetter-274791

Kampen kan følges live på Limfjord Mix med Jan K. og via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/mth

Optakt fra SønderjyskEs website: https://soenderjyske.dk/herrehaandbold/foerste-hjemmekamp-i-kvalifikationsspillet-fredag-aften/