Victor og Svane.JPG (2)
Lars Krarup.JPG

Lars Krarup fortsætter i Mors-Thy Håndbold

- og i HF Mors og på Sports College Mors

Vores succesfulde talentudvikler Lars Krarup fortsætter i sine nuværende stillinger - dog med en tilføjelse som konsulent omkring ligaholdet for at videreudvikle den ”blå tråd”, der allerede er slået godt igennem med spillere som Henrik Tilsted, Lasse Pedersen, Allan Toft Hansen og Mads K. Andersen.

Lars Krarup har de seneste fem år været omkring de ældste ungdomsspillere i HF Mors og de seneste tre sæsoner også fungeret som træner for 2. divisionsholdet i Mors-Thy Håndbold - begge dele med succes.

Der er udviklet rigtig mange spillere og flere har fået debut på Mors-Thy Håndbolds ligahold, andre spiller 1. division i andre klubber, og så er og har mange af dem været bærende spillere på Mors-Thy Håndbolds hold i 2. division gennem årene.

Lars Svane Nielsen, daglig leder Sports College Mors og Eliteansvarlig HF Mors: - Vi er utrolig tilfredse med, at Lars Krarup tager endnu et år i spidsen for talentarbejdet i HF Mors og omkring den videre udvikling af det strukturerede talentudviklingsprogram som vi har i fællesskab mellem HF Mors, Sports College Mors og Mors-Thy Håndbold.

Lars er en vindertype, der kræver rigtig meget af sine spillere, hvilket er nødvendigt ifm. udviklingen af talenter til øverste niveau på seniorplan. Hans resultater med to U18-ligapladser på de sidste tre sæsoner og flere JM-titler i årene uden ligadeltagelse taler for sig selv. Det vi lægger allermest vægt på er dog, at vi får udviklet de unge mennesker på alle parametre, så skole, håndbold og fritid går op i en højere enhed, og det har Lars i høj grad været garant for i de seneste år.

Vi håber, at vi igen næste år kan være med på øverste hylde og i særdeles at vi fra både Sports College Mors og HF Mors kan få udviklet endnu flere spillere, der kan slå igennem på ligaholdet i Mors-Thy Håndbold.

Henrik Hedegaard, sportschef Mors-Thy: - Vi er glade for, at Lars Krarup fortsætter i Mors-Thy Håndbold. Med ny ligatræner i Søren Hansen og forholdsvis ny assistent i Jonas Degnbol er det vigtigt for Mors-Thy Håndbold at have en træner, der har været her i mange år og som kender både klubbens egne unge spillere, men også har et netværk rundt i hele håndbold-Danmark. Lars er en dedikeret træner, og han ser stort set alle U18-kampe på højeste plan i Jylland, så han har konstant fingeren på pulsen. For Mors-Thy Håndbold er det altafgørende, at vi hele tiden formår at udvikle egne spillere til ligaholdet - det være sig både med økonomiske og geografiske briller på.  

Lars Krarup: - Jeg er glad for at fortsætte i den kommende sæson. Jeg trives i mit arbejde med de unge mennesker og forsøger at få det bedste ud af dem alle. Der er ingen tvivl om, at jeg kræver meget af mine spillere, men jeg gør det jo i bund og grund for deres skyld, så de kan blive så gode som overhovedet muligt. 

Jeg glæder mig også til i tæt samarbejde med Søren og Jonas at videreudvikle den ”blå tråd”, så vi kan fortsætte med at udvikle spillere til ligaholdet i Mors-Thy Håndbold og med at være repræsenteret på diverse danske landshold.

Lars Krarup, født: 16. december 1981
Træner i HF Mors siden 2008
Ambulancebehandler hos Falck Thy/Mors
Bosat i Glyngøre sammen med Ida Marie og datteren Martha Marie og en lille ny på vej