Victor og Svane.JPG (2)
Kasper Larsen.JPG

Larsen: Vi jagter altid to point

I aften drager Mors-Thy Håndbold til Silkeborg, hvor Bjerringbro-Silkeborg er værter i JYSK Arena. Igen venter en svær opgave mod et navne- og pengestærkt 888liga-hold. BSV indtager rækkens 2. plads à point med GOG Håndbold, og holdet har vundet de seneste to opgør mod hhv. Skjern Håndbold og Ribe-Esbjerg HH.

Aftenens hjemmehold kan præsentere klassespillere en masse - faktisk er det svært at fremhæve nogle frem for andre, men skal det gøres, så lad os nævne Søren Rasmussen, Michael V. Knudsen, Nikolaj Markussen, Sebastian Skube og Jesper Nøddesbo, og derudover har klubben netop hentet den slovenske målmand Aljosa Rezar som erstatning for skadede Sebastian Frandsen.

For målmand Kasper Larsen venter en kamp, som på nogle områder er som alle andre kampe, men som samtidig er særlig - Mors-Thy Håndbolds plankeværk står nemlig overfor tidligere og kommende holdkammerater i aftenens opgør, da han som bekendt skifter til BSV efter denne sæson:

- For mig er det en kamp som alle andre, og jeg forbereder mig til i aften, som jeg gør til alle andre kampe. Jeg tænker faktisk ikke så meget på, at jeg skal spille der næste år. Mit fokus er 100 % i Mors-Thy Håndbold, og så håber jeg bare at det bliver til min fordel, at jeg kender de fleste BSV-spillere og føler mig godt tilpas i JYSK Arena.

BSV har fået en fin start på turneringen og de ligger godt til i tabellen. Holdet består af en flok spillere, som efterhånden har spillet sammen i mange år og derfor kender hinanden rigtig godt. Vi skal bygge videre på de gode takter fra de seneste kampe, hvor vi har spillet fin håndbold. En nøgle til succes i aften er at få løst BSV’s 5-1-forsvar, og så skal vi have gang i vores stærke defensiv igen. Vi jagter altid to point, og vi har vist, at hvis vi er der, så er der noget at hente i alle kampe.

888ligaen, 10. runde: Bjerringbro-Silkeborg - Mors-Thy Håndbold
Fredag d. 10. november 2017 kl. 18.30 i JYSK Arena

Billetter til kampen kan købes her: http://www.billetsalg.dk/BSV

Kampen kan følges via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/mth og live på Limfjord Plus med Jan Kjærulff.

Optakt fra BSV: http://www.bjerringbro-silkeborg.dk/hundstrup-kasper-larsen-behoever-ikke-vaere-god-endnu/