Victor og Svane.JPG (2)
Kasper Lindgren.jpg

Lindgren: Vi skal have gang i hallen!

Efter 12 dages kamppause skal Mors-Thy Håndbold i ilden igen torsdag, når vi byder KIF Kolding velkommen i en propfyldt Thy Hal. Trods holdets beskedne pointhøst har der været stor interesse for kampen, og billetterne til kampen blev revet væk på under fire timer.

I de sidste to kampe mod KIF Kolding har Mors-Thy Håndbold haft overtaget. Således vandt de blå 31-28 i en af forårets sidste kampe og senest blev det til en sejr i Santander Cup på 27-26 efter et dramatisk opgør i Thy Hallen. I ligaen har KIF Kolding dog fået noget bedre fat end Mors-Thy Håndbold og befinder sig pt. på 9. pladsen med syv point efter ni kampe. Holdets omdrejningspunkt er Kasper Irming, som ud over en placering nr. 12 på topscorerlisten med 48 scoringer i ligaen også topper assistlisten med hele 38 assists.

Kasper Lindgren er netop hjemvendt fra en uge med U21-landsholdet, og han ser frem til at stå overfor KIF Kolding med Thy Hallerne som tætpakket ramme:

- Det bliver helt sikkert en spændende kamp med masser af nerve i en dejlig fyldt hal. KIF Kolding har gjort det godt i de seneste kampe, hvor de har taget point fra nogle af de store hold, så det er et formstærkt mandskab med selvtilliden i orden, vi står overfor.

Vi skal have et godt øje til gode gamle Kasper Irming, som er kilden til størstedelen af KIF Koldings angrebsspil, så det gælder om at kunne stå godt i forsvaret, ligesom vi gjorde mod Århus, så vi kan få gang i vores kontrafase. Forhåbentligt kan vi presse Kolding, og det ideelle ville være at komme foran med et par mål, så vi kan få godt gang i hallen. Det er så vigtigt at få hallen med os endnu en gang, så vi kan ride videre på den gode følelse fra kampen mod Århus Håndbold og til dels også hjemmekampen mod Lemvig-Thyborøn, hvor vi på trods af nederlag havde publikum i ryggen 2 x 30 minutter.

Det var en kæmpemæssig forløsning for os at få det ene point i Aarhus, og første gang jeg har fejret et uafgjort så heftigt, som vi gjorde mod Århus. Det kan forhåbentligt være med til at få os ud af den spiral, vi har været i og en kickstart for os til at lave nogle gode resultater.”

Som skrevet er der udsolgt af siddepladser til kampen, og vi forventer mange stående tilskuere. Derfor gør vi opmærksom på, at tribunen bag det ene mål er ståplads-tribune og skal benyttes som sådan i forbindelse med kampen.

Herre Håndbold Ligaen, 10. runde: Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding
Torsdag d. 1. november 2018 kl. 19.30 i Thy Hallerne
Dommere: Henrik G. Nielsen og Jeppe Theis Vestergaard

Billetter til kampen kan købes her: https://shop.morsthy.dk/kampe/MTH-KIF-2018

Kampen kan ses på TV2 Sport kl. 19.30 med optakt fra kl. 19.00, og som vanligt følges live på Limfjord Mix med Jan K. og på livescoren på http://tophaandbold.dk/mth

Optakt fra KIF Kolding: https://www.kif.dk/single-post/2018/10/31/Hård-opgave-venter-KIF-i-Thisted