Victor og Svane.JPG (2)
Knud Jensen.JPG

Lokalbrag: Endnu en sejr over HRH

Hvad ligaholdet ikke formåede i lokalbraget mod TTH Holstebro, formåede et meget decimeret 2. divisionshold til gengæld i kampen mod lokalrivalerne fra HRH 74, Roslev. Med en sejr på 15-19 satte Mors-Thy Håndbold en fed streg under førstepladsen i puljen og bevarer dermed håneretten indtil de to holds næste møde.

HRH 74 havde som altid kun én ledig haltid til afvikling af kampen - på netop den dag hvor Mors-Thy Håndbold spillede ligakamp samtidigt. Læg dertil lidt sygdom og skader hvilket efterlod træner Lars Krarup med en trup bestående af 2 målmænd, 4 fløje, 3 strege og 1 - ÉN bagspiller! Måske var omstændighederne med til at opildne Mors-Thy-gutterne - det var ihvert tilfælde dem, som kørte hjem over Sallingsundbroen med 2 point i tasken efter en spinkel pauseføring på 9-10 og altså en dejlig sejr på 15-19 efter 60 minutters spil.

Træner Lars Krarup:

- Det var en kamp, hvor vi vidste, at vi skulle stå godt i forsvaret, da vi sandsynligvis ikke ville hagle boldene ind i den anden ende. Derfor var forsvarsdelen opprioriteret, og det lykkedes vi ret godt med, og holdt HRH på ni scoringer i første halvleg. Vi hakkede lidt i vores angrebsspil, som ikke var så flydende som man før har set os, men vi kom egentligt frem til nogle ok chancer og fik scoret 10 mål - og det var altså med en opstilling med Martin Frandsen og Frederik Nørbjerg som backs.

I anden halvleg forsøgte vi at få gang i kontraspillet, men det lykkedes ikke for os, og fra at have været foran 9-10 ved pausen, overhalede HRH os og bragte sig foran 14-13 efter 39 minutters spil. Herefter strammede drengene sig an, lukkede fuldstændigt ned og vandt kampens sidste periode med 6-1.

Med sejren tilføjede vi HRH 74 deres første nederlag på hjemmebane i denne sæson, og generelt er det jo bare dejligt at vinde de her lokalbrag. Så en god sejr for os alle sammen, ikke mindst for holdleder Knud Jensen, for hvem de her opgør mod HRH er de vigtigste i hele sæsonen.


2. division, 17. runde: HRH 74, Roslev - Mors-Thy Håndbold 15-19 (9-10)

Målscorere:
Frederik Nørbjerg 9
Martin Frandsen 2
Andreas Dam 2
Jacob Poulsen 2
Kasper Have 2
Kaare Ravn Larsen 1
Tobias Balsby 1
 

Næste kamp: Mejrup-Hvam - Mors-Thy Håndbold
Tirsdag d. 13. marts 2018 kl. 20.15 i Mejrup Kultur- og Fritidscenter