Victor og Svane.JPG (2)
FHK_MTH_Kval.jpg

Målrig sejr over Fredericia HK

Det var en målrig affære, da Mors-Thy Håndbold tog den første skalp i kvalifikationsspillet. Sejr over Fredericia HK på 39-33 efter en hjemmeføring på 22-20 efter de første 30 minutter. Fra kampens start var der fart over feltet - begge hold havde mange angreb, og hverken forsvar eller målmænd fik fat i det store.

I første halvleg var det hjemmeholdet, som hele tiden var et skridt foran - flere gange med tre-måls føringer. Mors-Thy Håndbold havde ingen problemer med at finde målet, men i den anden ende fandt Mors-Thy-forsvaret ikke løsningen mod et løbestærkt og angrebslystent Fredericia-hold, som fik lov til at score hele 22 gange.

Stærk anden halvleg
Den frekvens blev halveret efter pausen, hvor Mors-Thy Håndbold fik en fantomstart - Søren P. leverede gode redninger, og Mors-Thy bragte sig hurtigt foran 24-22 efter scoringer af hhv. tilbagevendte Bergholt, Hoxer og 2 x Bjarke Christensen. Herfra satte Mors-Thy Håndbold sig på kampen, og en Fredericia HK-udligning til 26-26 med 20 minutter tilbage af opgøret rystede ikke Mors-Thy-mandskabet, som stille og roligt trak fra til en fem-måls føring blot fire minutter senere.

En anden halvleg med en fantastisk defensiv krydret med en stærk præstation af Søren P, som sluttede kampen med en redningsprocent på 35, og 2 x 30 minutters forrygende angrebshåndbold med 11 forskellige spillere på scoringslisten vidner om en solid holdpræstation.

Ribe-Esbjerg HH venter
Med sejren har Mors-Thy Håndbold lagt sig i toppen af puljen med samme pointantal som Ribe-Esbjerg HH, der spillede uafgjort med Lemvig-Thyborøn Håndbold. Og netop Ribe-Esbjerg HH er Mors-Thy Håndbolds modstander i 2. runde, som spilles i Sparekassen Thy Arena | Mors på lørdag kl. 14.00.

HTH Herreligaen, kvalifikation, 1. runde: Fredericia HK - Mors-Thy Håndbold 33-39 (22-20)

Målscorere:
Emil Bergholt 6
Mads Hoxer Hangaard 5
Erik Toft 4
Allan Toft Hansen 4
Bjarke Christensen 4 (1)
Jonas Gade 3
Sander Øverjordet 3
Lasse Pedersen 3
Marcus Midtgaard 3
Jacob Hessellund 3
Søren Pedersen 1

Udvisninger: Fredericia HK 2, Mors-Thy Håndbold 3

Stillinger undervejs: 2-3, 7-4, 9-7, 11-8, 14-12, 17-16, 20-17, 22-20, 22-24, 26-26, 26-29, 26-31, 29-35

Tilskuertal: 10

Kommende kamp:
HTH Herreligaen, kvalifikation, 2. runde: Mors-Thy Håndbold - Ribe-Esbjerg HH
Lørdag d. 17. april kl. 14.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors

Vi livestreamer kampen på vores facebookside, og derudover kan kampen som altid følges via livescore på www.tophaandbold.dk/mth