Victor og Svane.JPG (2)
Mads K. Andersen.JPG

Mads A: Vi skal jagte point

Når det går løs mandag aften, er det mod en af medaljekandidaterne til dette års mesterskab. BSV stiller med et stærkt og rutineret mandskab, som har vist skræmmende styrke efter julepausen, hvor de har trukket sig sejrrigt ud af samtlige opgør i 888ligaen, herunder bl.a. fuld gevinst mod rækkens duks fra Skjern. Mors-Thy Håndbold jagter stadig en plads i det forjættede land, slutspillet, hvor ligaens otte bedste hold spiller om semifinaledeltagelse. Med fire runder tilbage kan alt ske, og med opadgående formkurve og spil er intet umuligt for de gæve drenge fra Bette Balkan.

Bjerringbro-Silkeborg er en perlerække af prominente håndboldnavne, hvor det er svært at udpege den største stjerne. Nikolaj Markussen, Michael V. Knudsen, Jesper Nøddesbo, Søren Rasmussen og Sebastian Skube for blot at nævne et par stykker. Holdet laver mange mål og har den bedste målscore i 888ligaen - hovedarkitekten bag er BSV-playmaker Sebastian Skube, som i den grad deler vandene i Håndbold-Danmark grundet hans til tider dramatiske spillestil. Skube indtager førstepladsen på assistlisten, og holdets topscorer er venstrehåndede Nikolaj Øris, som har scoret 101 gang på 173 forsøg, heraf er 22 sat ind på straffekast.

Sidste gang vi mødte BSV blev vi dissekeret i småstykker i en første halvleg, hvor ikke meget fungerede for os. 20-10 stod der på måltavlen efter de første 30 minutter, og efter pausen satte BSV maskinen på cruise control og tillod Mors-Thy’erne at vinde halvlegen med et enkelt mål til slutresultatet 40-31.

Mads K. Andersen:
- Vi har før gjort det mod netop BSV. Kampen sidste år på hjemmebane i grundspillet er en af de kampe, der står helt klart i min hukommelse - da sejrede vi 30-27 i en fuldstændig forrygende kulisse. Det skal vi og Bette Balkan finde frem igen, når vi spiller i morgen. Vi har trænet godt siden Aalborg-kampen, og vi er klar til at udfordre BSV, så forhåbentligt bliver det en god og spændende kamp.

Der er fin stemning og god moral i truppen, og vi tror på, at vi kan komme i slutspillet på trods af en svær start på 2018. For os drejer det sig om at jagte hvert eneste point, og forhåbentligt kan vi løfte vores spil yderligere, så vi kan drille BSV og tage de første to point mandag i Thy Hallerne.

 

888ligaen, 23. runde: Mors-Thy Håndbold - Bjerringbro-Silkeborg
Mandag d. 12. marts 2018 kl. 18.30 i Thy Hallerne

Dommere: Daniel Krause-Kjær og Nicklas Mark Pedersen

Billetter til kampen kan købes her: http://shop.morsthy.dk/
Optakt fra BSV's hjemmeside: http://www.bjerringbro-silkeborg.dk/rezar-roser-larsen-mors-thy-har-en-god-maalmand/

Kampen vises på TV2 Sport med optakt fra kl. 18.00, og kan derudover følges live på Limfjord Mix med Jan K. og via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/mth