Midtgaard: Altid god fight og god energi mod Skjern
Næste modstander i DM-slutspillet er Skjern Håndbold. De grønblusede kom godt fra start i slutspillet med en storsejr over Fredericia HK på udebane, og selvom det ikke blev til point i Mors-Thy Håndbolds første slutspilskamp, så kom Mors-Thy Håndbold godt ud af kampen mod Aalborg Håndbold.
Marcus Midtgaard ser frem til et spændende opgør i Skjern Bank Arena.
- Skjern har spillet supergodt, siden vi mødte dem i Thy Hallerne - de vundet en masse kampe og senest klart i Fredericia, så det er et hold fyldt med selvtillid, og vi skal være klar. Vi var selvfølgelig skuffede, da vi tabte til Aalborg, men vi har snakket om kampen, og der er en masse ting, vi kan tage med derfra. Vi viste god moral og kom tilbage mod et af de bedste hold i Danmark, og jeg synes, at vi har en stor selvtillid og tro på tingene, siger Midtgaard.
- De seneste år har det været nogle tætte kampe og nogle drabelige opgør mod Skjern. Der er også nogle indbyrdes relationer, som giver det en ekstra twist, og der er altid god fight og god energi, når vi møder Skjern, og det er måske, der vi er allerbedst, lyder det fra Marcus Midtgaard.
HTH Herreligaen Slutspil, 2. runde: Skjern Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Mandag d. 25. april 2022 kl. 20.00 i Skjern Bank Arena
Dommere: Karina Christiansen og Line Hesseldal Hansen
Observatør: Per Skovgaard
TV2 Sport viser kampen med optakt fra kl. 19.30, ligesom den kan følges via livescore i Tophåndbold-app’en eller på www.tophaandbold.dk/mth