Victor og Svane.JPG (2)
KIF_MTH.jpg

Mors-Thy Håndbold forpassede muligheden for point

Det var lige ved og næsten, men desværre forpassede Mors-Thy Håndbold chancen for point i aftenens kamp i Kolding. Mors-Thy Håndbold var ellers i teten i store dele af kampen, men to perioder uden mål i begge halvlege gjorde, at det heller ikke blev i tredje forsøg, at de blå fik point i HTH Herreligaen.

Mors-Thy Håndbold var foran med 1-2 mål hele første halvleg, og Kristian Vukman sørgede for den første 3-målsføring efter 24 minutter - desværre blev det også Mors-Thy Håndbolds sidste scoring i første halvleg, og i stedet kunne KIF Koldings Bjarke Christensen udligne til 12-12 på et af hjemmeholdets i alt seks straffekast.   

Kampens første KIF-føring kom lige efter pausen. Mors-Thy Håndbold svarede igen med to hurtige scoringer af Marcus Midtgaard og Andreas Nielsen. Den føring bevarede Mors-Thy’erne til det 38. minut, hvor først Victor Norlyk øgede til 16-18, og herefter kunne Mads Thymann sende en lang bold i tomt mål til 16-19.

Med et kvarter tilbage af kampen havde KIF Kolding mulighed for at udligne til 19-19, men Rasmus Henriksen hev en redning frem i målet, og i stedet kunne Tim Sørensen øge til 18-20 med et kvarter tilbage. En udvisning og undertalsspil ved 20-22 forhindrede ikke Frederik Bjerre i at stjæle bolden og sende Tim Sørensen afsted med en kontrascoring til 20-23, og uret viste 10 minutter tilbage. Men som i første halvleg tog Mors-Thy’erne sig en for lang scoringspause, og den blev dyr. KIF Kolding bragte sig foran, og den føring fik Mors Thy Håndbold desværre aldrig hentet.

Nu venter en ny kamp på hjemmebane i Thy Hallerne på lørdag d. 17. september kl. 15.00, når vi møder HC Midtjylland.

HTH Herreligaen, 3. runde: KIF Kolding - Mors-Thy Håndbold 26-25 (12-12)

Målscorere:
Frederik Bjerre 6 (1)
Marcus Midtgaard 4
Nicolaj Spanggaard 3
Victor Norlyk 3
Andreas Nielsen 2
Mads Thymann 2
Tim Sørensen 2
Lasse Pedersen 1
Kristian Vukman 1
Marcus Norrbrink 1

Rasmus Henriksen 13/36
Lasse Vuust 0/2

Udvisninger: KIF Kolding 2, Mors-Thy Håndbold 4

Stillinger undervejs: 2-2, 3-5, 6-8, 9-12, 11-12, 12-13, 14-14, 16-19, 18-19, 19-21, 20-23, 25-23

Tilskuertal: 1.507

Kommende kamp:
HTH Herreligaen, 4. runde: Mors-Thy Håndbold - HC Midtjylland
Lørdag d. 17. september kl. 15.00 i Thyhallerne
Billetsalget er startet på https://shop.morsthy.dk/