Victor og Svane.JPG (2)
Spanggaard.jpg

Mors-Thy Håndbold henter Nicolaj Spanggaard hjem

Efter tre år i Lemvig-Thyborøn Håndbold vender Nicolaj Spanggaard tilbage til Mors-Thy Håndbold. Spanggaard har spillet ungdomshåndbold i HF Mors og som senior fik han i alt fire år i Mors-Thy Håndbold, og fra juli 2022 er den 24-årige venstrehåndsspiller tilbage i den blå trøje på en 2-årig aftale.

Nicolaj Spanggaard ser frem til de nye udfordringer

- Da jeg forlod Mors-Thy Håndbold for tre sæsoner siden, var det med udvikling for øje. Min tid i Lemvig-Thyborøn Håndbold har været med til at definere mig som håndboldspiller, og jeg er blevet klar over, hvad jeg gerne vil med min håndbold, hvilken spiller jeg gerne vil være, og hvad mit ambitionsniveau er. Da jeg spillede i Mors-Thy Håndbold sidst, slog jeg ikke igennem, og når jeg skifter til Mors-Thy Håndbold nu, er min ambition er at slå igennem og blive en profil på holdet, fortæller Nicolaj Spanggaard.

Det rette valg

- Jeg er sikker på, at det er det rette valg for mig - jeg kender Mors-Thy Håndbold godt og sætter pris på de værdier og de ting, som klubben står for. Jeg vil gerne være med til at indfri klubbens målsætninger, og jeg glæder mig til at mærke den gode stemning i hallerne og spille med Bette Balkan i ryggen igen, lyder det fra Nicolaj Spanggaard.

Cheftræner Niels Agesen glæder sig over den nye signing til Mors-Thy Håndbold.

- Nicolaj Spanggaard tog fra Mors-Thy Håndbold med ambitionen om at udvikle på forskellige elementer i sit spil, og det er i den grad lykkedes ham. Vi får en spiller, som er gået fra at være andetvalg og stort set kun spille i forsvaret, til nu at være førstevalg på sin position i begge ender af banen. Spanggaard har virkelig arbejdet med de udviklingsområder, han har haft, og kommer tilbage til Mors-Thy Håndbold som en sublim forsvarsspiller og en aggressiv angrebsspiller med et stærkt brud og et rigtigt godt skud. Det bliver helt sikkert spændende at følge Spanggaard i Mors-Thy Håndbold, siger Niels Agesen.

Nicolaj Spanggaard tiltræder i Mors-Thy Håndbold pr. 1. juli 2022.

FAKTA:
Nicolaj Kjær Spanggaard, født: 10. november 1996
Højde: 194 cm. Vægt: 100 kg.
Tidligere klubber: Lemvig-Thyborøn Håndbold, Mors-Thy Håndbold, HF Mors, Oddense-Otting
Bosat i Aarhus med Nicoline
Studerer til administrationsbachelor