Victor og Svane.JPG (2)
Bjarke 3.jpg

Mors-Thy Håndbold i toppen

Tabellen lyver aldrig, siger man - og det samme gælder statistikkerne i Herre Håndbold Ligaen. Dem har vi kigget efter i sømmene efter Mors-Thy Håndbolds første otte kampe.

Med 11 point er Mors-Thy Håndbold placeret på 3. pladsen i Herre Ligaen. 229 gange har de blå lavet mål, hvilket gør os til det 5. mest scorende hold med 28,6 mål i gennemsnit pr. kamp.

I gennemsnit henter Søren P. eller Rasmus Bech bolden ud af nettet 26 gange pr. kamp - i alt er det blevet til 208 gange. Bech indtager 1. pladsen over ligaens bedste målmænd. Bech har haft 100 redninger på 249 skud i åbent spil, hvilket giver en imponerende redningsprocent på 40,2. Regner vi straffekastene med, hedder det 103 redninger på 269 skud = redningsprocent på 38,3. Søren P. er nummer 9 med en samlet redningsprocent på heller ikke uefne 31,1 efter 19 redninger på 61 forsøg. Samlet er de to ligaens bedste målmandspar med en samlet redningsprocent på 36,97 efterfulgt af Aalborg Håndbolds 34,34 %.

Også på Top-10 over MEP (Most Effective Player) og flest scorede mål er Mors-Thy Håndbold flot repræsenteret. Begge steder er det Bjarke Christensen, som bider fra sig. Mors-Thy Håndbolds venstrefløj har scoret 44 gange på 56 forsøg, heraf er 16 mål sat ind på straffekast, hvilket rækker til en flot 3. plads samt en scoringsprocent på 78,6. På MEP-listen er Bjarke nummer 5 med i alt 24,25 MEP-point.

Mads Hoxer Hangaard blander sig også i toppen, han er nemlig den 8. mest assisterende spiller i Herre Ligaen, og blot 19-årige Hoxer er i fint selskab med bl.a. Morten Olsen, Peter Balling, Runar Karason og Johan Meklenborg. Mads Hoxer Hangaard og Frederik Tilsted er deruover begge i Top-10 på UMEP-listen, som er spillere fra og med årgang 98. Her er Tilsted nummer 4 med 22,61 point efterfulgt af Hoxer på 5.pladsen med 22,12 point.

Er du til mere statistik, kan du dykke ned i den på Divisionsforeningens hjemmeside

Foto: Hans Petter Wille