Victor og Svane.JPG (2)
Lasse P.JPG

Mors-Thy Håndbold og Lasse P. forlænger til 2025

Klubben og klubmanden har lavet en tre-årig kontrakt, og dermed har Mors-Thy Håndbold og Lasse Pedersen nu papir på hinanden til sommeren 2025. Et signal om kontinuitet og gensidig tillid og samtidig er det et af de første skridt mod et Mors-Thy Håndbold, hvor aftalerne skal være længere, så udskiftningerne hvert år bliver færre.

Lasse Pedersen skrev under på sin første Mors-Thy Håndbold-kontrakt i 2013 og er dermed i gang med sin niende sæson hos de blå.

- Jeg føler ikke, at jeg skal være andre steder end i Mors-Thy Håndbold, så det var oplagt, da klubben foreslog mig at forlænge vores samarbejde. Jeg kender det hele her og har bosat mig med min familie i Thy, hvor jeg har job ved siden af håndbolden, så det passer perfekt ind, der hvor jeg er lige nu. Samtidig vokser ambitionerne i Mors-Thy Håndbold, og det bliver sjovt at se, hvad vi kan gøre sammen, lyder det fra Lasse P.

Tilbage i juni var Lasse med til at sikre Mors-Thy Håndbolds første titel - en oplevelse som den 26-årige venstrehåndsspiller gerne ser flere af på Bette Balkan.

- Det var helt ubeskriveligt at være med til at vinde Mors-Thy Håndbolds første pokal, og jeg håber naturligvis på flere af den slags oplevelser i den blå trøje, siger Lasse Pedersen.

For Mors-Thy Håndbold var det indlysende at forlænge aftalen med Lasse P.

- Langt overvejende taler Lasses præstationer for sig selv. Hans Final 4-weekend viser, hvad han kan på sit topniveau, og spillere, som præsterer på det niveau, vil vi gerne have i Mors-Thy Håndbold. Samtidig passer det godt med klubbens strategi om, at vi gerne vil have kontinuitet og holde fast i spillere, som vi har været med til at udvikle, så vi derigennem udvikler holdet og klubben, siger H. C. Andersen, formand for sportsudvalget i Mors-Thy Håndbold.

Han betegner Lasse P. som en kulturbærer i Mors-Thy Håndbold.

- I tillæg er Lasse den spiller, som har været i klubben længst tid. Han er kulturbærer på en god træningskultur og har en ydmyg tilgang til tingene, hvilket gør ham til en respekteret og afholdt spiller i truppen. Alle de ting lagt sammen gør, at vi er rigtig glade for, at vi har forlænget aftalen, så den løber til 30. juni 2025, siger H. C. Andersen.

FAKTA:
Lasse Pedersen, født: 26. april 1995
Højde: 190 cm. Vægt: 89 kg.
Tidligere klubber: Viking HK, Thy Håndbold, HF Mors, IF Nordthy
Bosat i Sennels sammen med Sophia og datteren Andrea
Ansat ved Red Office Konpap, Thisted
Personlig sponsor: 3N Lakering