Victor og Svane.JPG (2)
IMG_0570.JPG

Mors-Thy Håndbold og Mads K. Andersen forlænger yderligere

Det unge talent er i klubben til 2020

For under et halvt år siden offentliggjorde Mors-Thy Håndbold en 1-årig kontraktforlængelse med talentet Mads K. Andersen. Siden da er de to parter blevet enige om en yderligere forlængelse, så aftalen nu løber til 30. juni 2020.

Henrik Hedegaard, Mors-Thy Håndbold: ”Mads har gennemgået en fantastisk udvikling i denne sæson, hvor han har etableret sig som en habil forsvarsspiller, som kan dække alle positioner i midterblokken. Der ud over har vi set mange fine prøver på Mads’ evner i den offensive del af spillet, og vi ser masser af muligheder for yderligere udvikling og forventer os meget af Mads de kommende tre år. Mads er et produkt af talentarbejdet i HF Mors, og det er helt naturligt for os at kigge på egne talenter inden vi skæver til spillere fra andre klubber.”

Samtidig med kontrakten i Mors-Thy Håndbold starter Mads som elev hos Mors-Thy Håndbolds hovedsponsor, Thisted Forsikring pr. 1. august 2017 - noget som vækker glæde i Mors-Thy Håndbold: ”Det er jo fantastisk, at den her mulighed er opstået, og at vi i et partnerskab som sponsor og klub kan samarbejde udover de gængse ting i en sponsoraftale, og Mads’ elevplads hos Thisted Forsikring har helt sikkert været med til at holde ham i Mors-Thy Håndbold i de kommende sæsoner”, lyder det fra Henrik Hedegaard.

Mads Kjeldgaard Andersen: ”Det er dejligt at have styr på fremtiden, og det er bare helt perfekt, at jeg kan kombinere håndbolden i Mors-Thy Håndbold med en elevplads hos Thisted Forsikring. Jeg er vildt glad for at være i Mors-Thy Håndbold, så jeg var ikke i tvivl, da muligheden for en yderligere forlængelse bød sig. Jeg glæder mig til de kommende år i den blå trøje og synes at vores hold ser spændende ud - men lige nu og her er det slutspillet som gælder, og det ser jeg og de andre drenge frem til.”

Mads Kjeldgaard Andersen, født: 14. december 1996
Højde: 195 cm. Vægt: 96 kg.
Starter som elev hos Thisted Forsikring pr. 1. august 2017
Bosat i Nykøbing Mors. Kæreste med Jessica