Fløje.JPG
DSC_8735.JPG

Mors-Thy Håndbolds spillertrup donerer ”Bødekassen” til klubben

I en tid hvor mange sportsklubber forventes at blive ramt på økonomien, har Mors-Thy Håndbold fået tilsagn om en håndsrækning fra allernærmeste hold. En samlet spillertrup har nemlig valgt at donere indholdet af spillertruppens bødekasse til klubben efter denne sæsons afslutning.

Formand for Mors-Thy Håndbold, Johannes Søndergaard, er yderst taknemmelig for spillernes flotte gestus.

- Det vidner om et stærkt sammenhold, som vi kan være stolte af, og som viser, at her er ingen hævet over klubben. Én ting er økonomien i spillernes donation, en helt anden ting er symbolikken. Spillerne læner sig ikke tilbage og venter på, at nogen fikser det her, tværtimod går de foran i kampen og bidrager til, at Mors-Thy Håndbold kan komme forsvarligt igennem Corona-krisen. Det er stort, synes jeg, lyder det fra en rørt bestyrelsesformand. 

Gennem sæsonen har spillerne i truppen bidraget til bødekassen, som under normale omstændigheder skulle have været brugt på en festlig afslutningstur, når sæsonen var slut. Corona-situationen har som bekendt sat en stopper for al unødig rejseaktivitet, og derfor er turen naturligvis aflyst.

- Vi gør det, fordi vi på alle mulige måder gerne vil hjælpe klubben, forklarer Mors-Thy Håndbolds anfører, Emil Bergholt.

- Vi var et par stykker, der snakkede om, at når vi som hold ikke får mulighed for at bruge pengene i bødekassen, så har klubben mere brug for dem, end vi har, og der var fuld opbakning til at give pengene til klubben, lyder det fra Emil, der sammen med sine holdkammerater og i samråd med klubbens ledelse er i gang med at kigge på flere muligheder for at spare penge for den kommende sæson.

- Vi er alle interesserede i, at der en velfungerende klub og arbejdsplads at komme tilbage til, når Corona’en tillader det, og derfor vil vi hjælpe Mors-Thy Håndbold med det, vi nu kan, slutter Emil Bergholt.