Victor og Svane.JPG (2)
Primdahl_Tilsted_Just.jpg

MTB, beachvolley og padeltennis

En sidste opdatering fra La Santa, hvor Niko P. melder om fortsat god stemning i truppen og masser af nye gode oplevelser:

- Det har været en rigtig god uge hernede, hvor vi har lavet en masse fede ting og kommet tættere på hinanden som hold. Tirsdag var vi på mountainbike-tur i bjergene, hvor Brauner endnu en gang udstillede sine manglende cykel-skills med en placering bagerst i feltet på hele turen. Tirsdag eftermiddag havde Tilsted og Brauner arrangeret beachvolley-turnering, hvor Mors-drengene løb af med sejren.

Onsdag havde vi håndboldtræning kl. 9-11, og så var der turnering i padeltennis om eftermiddagen. Padeltennis er en blanding af tennis og squash, som spilles på en tennisbane omkranset af en glasvæg, så bolden ikke ryger ud af spil, og her var det Stefan og mig selv, der var det bedste hold i truppen, lyder det fra Niko P.

Tiden mellem de forskellige aktiviteter bruges forskelligt, nogle får sig en lille middagslur, andre daser ved poolen - og Niko P. skriver på en opgave ifm. med sit studie på Århus Universitet:

- Jeg prøver på at bruge tiden lidt fornuftigt, så jeg har brugt en del timer på min opgave hernede. Og så holder jeg mig ude af solen mellem 12-15 - med min hudfarve er det smartest, selv med faktor 50, lyder det med et grin fra den lange, lyse keeper.

Og grin har der været masser af på turen. Som tidligere nævnt har JC Brauner været meget omtalt ifm. med sine cykel-eskapader, og der udover har Søby brilleret med at vinde en udspringskonkurrence foran fem børn under 10 år samt Primdahl og Peter, og selvsamme Søby havde åbenbart som den eneste modstrøm i sin svømmebane under mini-triatlonen tidligere på ugen:

- Det har været en megafed uge, og vi har hygget os meget. Men nu glæder vi os også til at komme hjem til vores kærester og familier og slappe lidt af her i weekenden, inden det går løs med de sidste 14 dages træning inden Santander Cup-kampen mod Aalborg Håndbold, slutter Niko P.

Mors-Thy Håndbold spiller to træningskampe i den kommende uge:
Tirsdag d. 30. august kl. 18.00 i Sydvestmors Kultur- & Fritidscenter mod TTH Holstebro.
Fredag d. 2. september kl. 18.00 i Jyske Bank Mors Arena mod Lemvig-Thyborøn Håndbold.
Inden kampen d. 2. september er der præsentation af spillertruppen kl. 16.30 ifm. Åbent Hus i Multihuset.