Victor og Svane.JPG (2)
thumbnail

Nederlag i Nordsjælland

Med nederlaget til Nordsjælland Håndbold led Mors-Thy Håndbolds slutspilsdrømme et alvorligt knæk. Inden kampen i dag kunne Mors-Thy’erne selv afgøre sin skæbne - den mulighed er nu forpasset. Det er muligheden for deltagelse i slutspillet dog ikke, men mere om det senere.

I dagens kamp fulgtes de to hold ad i begyndelsen, og Mors-Thy Håndbold var med til 6-5, hvorefter Nordsjælland Håndbold rykkede fra til 11-6. Trods defensive vanskeligheder fik de blå hentet lidt ind på Nordsjælland Håndbold ved stillingen 13-10, inden værterne igen trak lidt fra til pausestillingen 17-12. Efter pausen øgede Nordsjælland Håndbold føringen yderligere til 18-12 og 19-13, som var stillingen efter 32 minutters spil.

I den efterfølgende periode spillede Mors-Thy Håndbold sig op, og 14 minutter senere satte Henrik Tilsted det udlignende mål ind på straffekast bag Jakob Skaksen i Nordsjælland-målet. Og det skulle blive endnu bedre, da samme Tilsted og Erik Toft bragte gæsterne foran 26-28 med ni minutters spilletid tilbage. Herefter røg først Nicolaj Spanggaard og dernæst Erik Toft til 2 minutters afkøling på bænken med tre Nordsjælland-scoringer og stillingen 29-28 til følge. Det formåede Mors-Thy-drengene aldrig at svare tilbage på, og en flok skuffede spillere måtte gå fra banen med et nederlag med mindst mulig margin 32-31.

Cheftræner Søren Hansen:

- Det var en skuffende præstation set over hele kampen, skuffende at vi ikke formår at tage point med hjem fra Nordsjælland - også selvom det ikke er tilfældigt, at de har taget så mange point på deres hjemmebane. Vi formår ikke at holde Johan Meklenborg og Nicolai Pedersen væk fra scoringer, selv om vi har talt om de to, og vi rammer ikke samarbejdet mellem forsvar og målmand 100 %.

I anden halvleg laver vi et fantastisk comeback. Vi får justeret forsvaret til og henter Nordsjællands 7-målsføring og bringer os foran med to, hvorefter vi bliver ramt af to udvisninger. I den periode scorer Nordsjælland Håndbold tre gange, og det formår vi ikke at komme tilbage på. Vi taber fordi vi for sent får justeret vores defensiv, og fordi vi ikke er stabile nok gennem hele kampen. Jeg vil gerne fremhæve Erik Toft for en fremragende kamp med 10 mål på 12 forsøg, og så var det en fornøjelse at se og høre Bette Balkan og Amager Support i hallen. Det er rørende at stå i Nordsjælland, og der så kommer en bus med fans helt derover - det er stort for os, og vi er ærgerlige over, at vi ikke kunne give de medrejsende fans en sejr med hjem.

Nu kan vi ikke længere selv afgøre det, så vi sætter alt ind på at vinde vores to sidste kampe og så må vi håbe, at de andre resultater flasker sig for os. Vi har selvfølgelig også hørt den florerende snak om HC Midtjylland, men vi holder os til det, vi selv kan gøre noget ved, så vi har fuld fokus på den kommende kamp mod KIF Kolding København, og vi håber på en fyldt hal, som er med os hele vejen - det er NU, vi skal stå sammen i Mors-Thy Håndbold!

Mulighederne for at nå i top 8:

- Sejr over KIF Kolding København på minimum 5 mål + sejr over SønderjyskE i sidste spillerunde, samtidig med at KIF Kolding København skal tabe til Skanderborg Håndbold (hjemme)

- Sejr over KIF Kolding København + sejr over SønderjyskE, samtidig med at Nordsjælland maksimalt får et point i deres to sidste kampe mod Skanderborg Håndbold (ude) og TTH Holstebro (hjemme)

 

888ligaen, 24. runde: Nordsjælland Håndbold - Mors-Thy Håndbold 32-31 (17-12)

Målscorere:
Erik Toft 10
Henrik Tilsted 6 (2)
Marcus Dahlin 5
Stefan Nielsen 3
Asbjørn Madsen 3
Mads K. Andersen 2
Allan Toft Hansen 1
Nicolei Jensen 1

Stillinger undervejs: 3-2, 9-5, 12-9, 17-11, 19-13, 20-17, 22-20, 26-25, 26-28, 30-28, 31-30

Tilskuertal: 752

Udvisninger: Nordsjælland Håndbold 3, Mors-Thy Håndbold 4

Næste kamp: Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding København
Tirsdag d. 20. marts kl. 18.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors

Billetsalg til kampen på http://shop.morsthy.dk/