Victor og Svane.JPG (2)
Aalborg.jpg

Nederlag mod Aalborg Håndbold

Mors-Thy Håndbold tabte aftenens træningskamp mod Aalborg Håndbold foran 300 tilskuere i et sommervarmt Midtmors Sport. Efter en målfattig første halvleg kunne hjemmeholdet gå til pausen med en føring på 11-9. Efter pausen skruede Aalborg Håndbold lidt på knapperne og udlignede til stillingen 12-12 efter 5 minutters spil og bragte efterfølgende sig foran. En føring de ikke slap grebet på i resten af kampen.

Søren Hansen:
- Det var to meget forskellige halvlege. I første halvleg lykkes vi med et bevægeligt, aggressivt forsvar med to forskellige grupper, der leverer og arbejder benhårdt. Vi får taget højde på Aalborgs spillere, ødelægger deres timing og hjælper Søren P. til redninger i målet. Angrebsmæssigt spiller vi beslutsomt og med et godt drev, og havde vi været lidt mere skarpe, kunne vi have gået til pausen med en større føring.

Efter pausen får vi ikke rettet til og kommer til at hænge bagefter. Aalborg Håndbold løser vores forsvar og scorer på deres chancer, og samtidig scorer vi for lidt. Det er lidt frustrerende, fordi vi sad med en god fornemmelse i pausen.

Men alt i alt en god træningskamp, hvor vi fik set nogle nye konstellationer både angrebs- og forsvarsmæssigt, så kampen er på ingen måder spildt, men vi vil jo stadig gerne vinde.

Mads K. Andersen:
- Vi spiller godt i første halvleg - med længder det bedste vi har spillet, og vi burde havde ført større ved pausen. Vores 5-1-forsvar står godt, og vi spiller os til fine chancer i angrebet. Vi prøver at komme ud til anden halvleg på samme måde, som vi gør til første, men det går ikke for godt - vores forsvar lykkes ikke, og vi bliver for passive i vores angrebsspil, og Aalborg løber lige så stille fra os. På trods af nederlaget, så var det fedt, at vi kunne fylde Midtmors Sport på sådan en varm tirsdag aften og dejligt med opbakning fra lokalområdet.

Tak til alle tilskuere der havde fundet vej til kampen og tak til Morsø HK og Midtmors Sport for et fint arrangement.

 

Træningskamp: Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold 22-25 (11-9)

Målscorere:
Mads K. Andersen 5
Frederik Tilsted 4 (2)
Asbjørn Madsen 3
Nicolaj Spanggaard 2
Nicolai Sommer 2
Stefan Nielsen 1
Erik Toft 1
Kasper Kristiansen 1
Lasse Pedersen 1

Stillinger undervejs: 2-1, 4-5, 9-7, 10-8, 12-12, 12-14, 12-17, 16-20 16-23

Tilskuertal: 300

Næste kamp: Fredericia HK (1.div.) - Mors-Thy Håndbold
Mandag d. 13. august kl. 19.00 i Lalandia
Gratis entré