Victor og Svane.JPG (2)
IMG_8191.jpg

Nederlag til Nordsjælland

Det gik ikke Mors-Thy Håndbolds vej i aftenens kamp mod Nordsjælland Håndbold. En god anden halvleg var ikke nok efter en mildest talt miserabel første halvleg, og selv om vi fik hentet Nordsjælland Håndbolds 4-måls føring og udlignet til 21-21, så var det hjemmeholdet, der havde mest at skyde med i den resterende del af kampen, og således kunne Nordsjælland Håndbold hente to point i bundstriden i Herre Ligaen.

Bagud i første halvleg
Det var ellers Mors-Thy Håndbold, der kom bedst ud af starthullerne, da Søren Nørgård hurtigt gjorde det til 0-2. På trods af flere gode chancer formåede vi ikke at putte bolden i kassen, og i stedet bragte hjemmeholdet sig foran 4-2. Vi svarede igen til 4-5, men derfra overtog Nordsjælland Håndbold desværre dirigentstokken, og var i front resten af opgøret, bortset fra ved Mads K. Andersens udligning efter 50 minutters spil.

Mors-Thy’ernes spil i første halvleg var usammenhængende og rodet, og når mulighederne opstod, havde vi svært ved at passere Mike Jensen i Nordsjælland-målet. Kun Søren Nørgård fik skudt hul og lavede 4 mål i første halvleg, der endte 13-9 til hjemmeholdet - og for at gøre ondt værre mistede vi Dahlin undervejs, da han udgik med en skade i hånden efter ca. 15 minutter, hvor han efter selve skudafviklingen slog hånden sammen med Lasse P’s hoved. Vi kender endnu ikke omfanget af skaden.

God anden halvleg ikke nok
En skidt første halvleg blev vekslet til en noget bedre anden halvleg, hvor angrebsspillet flød klart bedre. Erik Toft fik gang i højre-hammeren og lynede fire gange de første 10 minutter efter en anonym indsats i første halvleg. Nordsjælland Håndbold var foran med fire i flere omgange, men Mors-Thy Håndbold hang på og kom helt tæt på for første gang ved 18-17. Udligningen kom ved 21-21, hvor Mads K. Andersen hakkede bolden i mål. Desværre blev det kun til to scoringer yderligere i resten af kampen, og altså et nederlag på 25-23 i Helsingør.

Cheftræner Søren Hansen:
- Første halvleg gør ondt på os og bliver udslagsgivende for kampen. Vi spiller uden fart og energi og får ikke sat de rigtige aftaler. Vi præsterer en halvleg med kun fem spilstop i vores forsvar, som vidner om manglende vildskab. Det er selvfølgelig en streg i regningen, at Dahlin går ud, men sådan er gamet. Kort sagt, så er det små marginaler der afgør kampen - eks. skud på tomt mål. Der er ros til Erik, som spiller sin bedste kamp længe og til Mads A, som starter skidt, men som spiller sig op gennem kampen.                                                                  

Herre Håndbold Ligaen, 14. runde: Nordsjælland Håndbold - Mors-Thy Håndbold 25-23 (13-9)

Målscorere:
Mads K. Andersen 7
Søren Nørgård 6 (2)
Erik Toft 5
Stefan Nielsen 2
Marcus Dahlin 1
Jacob Hessellund 1
Asbjørn Madsen 1

Stillinger undervejs: 0-2, 4-2, 4-5, 10-6, 11-9, 14-10, 14-12, 18-17, 21-21, 23-22

Udvisninger: Nordsjælland Håndbold 1, Mors-Thy Håndbold 4

Tilskuertal: 781

Næste kamp:
Herre Håndbold Ligaen, 15. runde: Mors-Thy Håndbold - Skjern Håndbold
Onsdag d. 5. december kl. 19.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Billetsalg til kampen er startet på https://shop.morsthy.dk/

Her kan du også købe billetter til 1/4-finalen mod Aalborg Håndbold i Santander Cup samt spisning ifm. vores før-kamp-arrangement, hvor Cheftræner Søren Hansen og Chefredaktør John Jäger fra TV2 Sport  bidrager med et par indlæg. Menuen er en Mors-Thy Håndbold-platte bestående af lokale lækkerier.