Victor og Svane.JPG (2)
Mors-Thy Håndbold.jpg

Nederlag til Århus - Højt at flyve, dybt at falde

Træerne voksede ikke ind i himlen for Mors-Thy Håndbold, som ikke kunne følge op på den flotte præstation fra i onsdags. Mors-Thy Håndbold fik ellers en fin start på kampen, og de blå var foran 9-6 efter 16 minutter. Herefter scorede gæsterne fire gange i træk til en føring på 9-10 og til pausen havde Århus Håndbold øget yderligere til stillingen 13-16.

Fejl blev straffet
Anden halvlegs første scoring blev også sat ind af gæsterne. Mors-Thy Håndbold havde svært ved at finde rytme og endnu sværere ved at finde hullerne i Århus Håndbolds forsvar. Århus Håndbolds bevægelige spillere broderede sig til gengæld igennem det blå forsvar gang på gang, og udbyggede sikkert deres føring. Mors-Thy Håndbold var tættest på ved 18-20, men gæsterne øgede hurtigt. Resultatet blev 28-36, og der er noget at arbejde med frem mod Ringsted-kampen på torsdag.

Jonas Wille:
- Det er svært at pege på en konkret strukturfejl, fordi der er så meget, der går galt i dag. Men de første 15 minutter ser det godt ud, og så får vi en periode derefter, hvor vi laver ekstremt mange fejl, og hvor Århus får momentum, og efter det er det som om, at vi har en helt anden udstråling og selvtillid, mens det modsatte sker for dem. Vi gør et reelt forsøg i starten af anden halvleg, hvor en del bolde går Århus’ vej, og til slut bliver vi næsten bare modløse.

Det er selvfølgelig skuffende, og vi skal ikke give det skylden, at vi spillede for to dage siden, for vi er en bred nok trup, og vi har kræfter nok i truppen til at skulle kunne tackle det bedre, synes jeg.

Emil Bergholt:
- Det var lidt et deja-vu til vores første kamp mod Holstebro, hvor vi ikke får sat prop i på noget tidspunkt, da det begynder at gå galt og begynder at tage nogle forhastede beslutninger. Og i onsdags var der mange, som ramte dagen, og i dag var der ikke specielt mange, der gjorde det.

TAK!
Stor tak til alle tilskuere i Sparekassen Thy Arena | Mors for at overholde de regler og restriktioner, vi er pålagt for tiden - med mundbind, afstand, sprit mm. I gør det nemt for vores frivillige vagter - tak for det.

Herre Håndbold Ligaen, 12. runde:  Mors-Thy Håndbold - Århus Håndbold 28-36 (13-16)

Målscorere:
Bjarke Christensen 8 (4)
Tim Sørensen 5
Allan Toft Hansen 3
Frederik Tilsted 3
Mads Hoxer Hangaard 3
Erik Toft 3
Jonas Gade 2
Emil Bergholt 1

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 4, Århus Håndbold 5

Stillinger undervejs: 3-1, 4-5, 7-5, 9-6, 9-10, 11-11, 11-13, 12-15, 16-19, 18-20, 18-22, 19-24, 22-28, 24-32

Tilskuertal: 400

Kommende kamp:
Herre Håndbold Ligaen, 13. runde: TMS Ringsted - Mors-Thy Håndbold
Torsdag d. 19. november kl. 19.30 i
Dansk Kabel TV Arena, Ringsted