Victor og Svane.JPG (2)
Lindgren_Lasse.jpg

Ny anfører-duo i Mors-Thy Håndbold

Med hhv. ni og seks sæsoner i blåt er det et par Mors-Thy-garvede herrer, der danner den kommende sæsons anfører-duo i Mors-Thy Håndbold. Cheftræner Niels Agesen har udpeget Lasse P. og Kasper Lindgren til at løfte det ærefulde hverv i fællesskab.

- Lasse og Lindgren kommer med forskellige kompetencer i forhold til det, jeg gerne vil have i anførerrollen. De komplementerer hinanden og kommer til løfte bredere end en enkelt person vil kunne, og da de begge nærmest pegede på hinanden, var det indlysende at tage en snak med dem om, at de skulle gøre det i fællesskab. De har allerede samlet stafetten op, og jeg tror, at det bliver rigtigt fint at have to, der kan supplere hinanden, siger Niels Agesen.

Lasse Pedersen ser frem til makkerskabet.

- Vi kender hinanden ret godt efter mange år her i Mors-Thy Håndbold, så vi ved, hvad vi hver især står for og kender hinandens stærke og svage sider, og jeg føler, at Lindgren og jeg er klar til tage det ansvar som anførerrollen er, så jeg er spændt og glæder mig meget, lyder det fra Lasse Pedersen.

Kasper Lindgren glæder sig til den nye rolle.

- Lasse og jeg har begge fået større roller gennem årene, og vi er modnet stille og roligt over efterhånden mange sæsoner. Vi kommer med forskellige egenskaber og kvaliteter, som supplerer hinanden godt. Jeg er stolt over, at Agesen og Krarup har valgt os, og jeg er sikker på, at Lasse og jeg bliver et godt makkerpar, siger Kasper Lindgren.

Du kan se den nyudnævnte anfører-duo i kamp lørdag kl. 14.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors, hvor vi møder ØIF Arendal i den sidste testkamp. Der er gratis entré, og efter kampen præsenterer vi spillertruppen i foyeren.

Lasse P. er personligt sponseret af 3N Lakering, og Kasper Lindgren af NIC Denmark.