Svend_Tilsted_Brøl.JPG
Jonas Wille.JPG

Ny cheftræner på plads i Mors-Thy Håndbold

Norske Jonas Wille står fra næste sæson i spidsen for Mors-Thy Håndbold

Mors-Thy Håndbold har fundet manden, som skal lede tropperne i Mors-Thy Håndbolds ligatrup i de kommende tre sæsoner. Navnet er Jonas Wille, som dermed bliver det første udenlandske islæt på trænerposten i Mors-Thy Håndbolds historie. De to parter har tidligere været i dialog, men da drog Jonas Wille til HC Midtjylland, og Mors-Thy Håndbold ansatte Søren Hansen.

43-årige Jonas Wille har fået sin håndboldopvækst i Halden. Som 26-årig startede han sin professionelle trænerkarriere i Norges Håndboldforbund. Siden da er turen gået over Dameeliteserien i Norge, Sportsmanager på WANG Topidrettsgymnasium i Oslo, Halden TH, Norges U21-landshold, HC Midtjylland og senest IFK Skövde i Sverige, som han sidste sæson førte til en overraskende 3. plads i grundspillet og en semifinale i det svenske slutspil, ligesom han også blev kåret til Årets Træner i Sverige 18/19.

Ifølge Henrik Hedegaard fra Mors-Thy Håndbold er det en særdeles spændende træner, som kommer til klubben.

- Jonas Wille er en rutineret håndboldtræner med et omfattende CV - han har bl.a. trænet hold i den bedste række i både Norge, Danmark og Sverige. Vi havde en spændende dialog med Jonas for tre år siden, og kendskabet og relationen fra dengang har været medvirkende til en relativt hurtig proces denne gang. Jonas har stor passion for talentarbejde og dertil lagt hans menneskelige egenskaber og store håndboldfaglighed, så synes vi, at han er perfekt matchet med Mors-Thy Håndbold, lyder det fra sportschefen.

Den kommende cheftræner ser frem til et nyt kapitel i den danske liga og i Mors-Thy Håndbold.

- Den danske liga vurderes af mange som den tredjebedste i verden, så det er klart at det er attraktivt for mig. Mors-Thy Håndbold var konkrete tidligt i forløbet, og mit kendskab til klubben og de gode mennesker på Mors og i Thy har givet mig tryghed i processen og gjort det lettere for mig at tage beslutningen. Mors-Thy Håndbold er en solid klub med en tryg økonomi, hvilket har været vigtigt for mig efter min oplevelse i HC Midtjylland, siger Jonas Wille.

Mors-Thy Håndbolds værdier og den store entusiasme har været tillokkende for Jonas Wille.

- Mors-Thy Håndbold og jeg har de samme værdier. Min motivation er stor, og jeg glæder mig til at bidrage til den sportslige udfordring og fælles mål om at skabe udvikling og resultater og forsøge at gøre Mors-Thy Håndbold til et slutspilshold. Den enorme interesse og opbakning fra lokalsamfundet, herunder fans, sponsorer, moderklubber og frivillige, som alle brænder for projektet, er fantastisk, og den store entusiasme ser jeg frem til at opleve i Mors-Thy Håndbold, lyder det fra den kommende cheftræner.

FAKTA:
Jonas Liberg Wille
Født 20. maj 1976
EHF Mastercoach