Victor og Svane.JPG (2)
Opstart.JPG

Opstarten er skudt i gang

Torsdag startede forberedelserne til sæson 16/17

Så er sæson 16/17 i Mors-Thy Håndbold officielt skudt i gang. 19 håndboldspillere + staben bag holdet mødte i dag ind til sæsonens første træning i Jyske Bank Mors Arena. Der var gensynsglæde mellem de ”gamle” på holdet, og spænding blandt de nye ansigter i truppen, og dagen har været en god blanding af godt humør, tests, møde, mad og naturligvis håndbold!

Dagen startede med løbetest på løbebanen ved Skomagerhuset i Nykøbing. Seks runder - 2.400 meter skulle tilbagelægges, og tiderne fra før sommerferien skulle gerne forbedres. Løbemaskinen Stefan Nielsen førte an og kom først i mål i tiden 8:23 efterfulgt af Sommer med en forrygende slutspurt samt Tilsted og ungarske János Stranigg.

Efter løbetesten var der styrketest i Fitness World samt spisning og opstartsmøde, inden den første træning i Jyske Bank Mors Arena gik i gang lidt over kl. 15. En håndfuld fra den lokale presse samt nogle MTH-fans var mødt op og overværede træningen.

Holdets nyudnævnte anfører, Christoffer Cichosz, har nydt sommeren med afslapning og rejser, så det var hårdt, men også dejligt at være tilbage:
- Løbetesten er en killer, og ifht. håndbolden og træningen generelt, så skal man lige finde rytmen igen, men det er dejligt at se drengene igen, og spændende med de mange nye ansigter i truppen. Det er en interessant proces, vi skal i gang med - men jeg synes, at det var fint i dag; folk var i ok form, og på banen tager det jo helt naturligt noget tid at finde hinanden.

Også nytilkomne Nickolei Jensen var tilfreds med første træning i sin nye klub:
- Jamen det skal jo være hårdt - og det har det været. Men det har været rart at møde alle gutterne - alle snakker sammen på kryds og tværs, og det var hyggeligt i pausen mellem træningerne.

Jeg kommer jo fra Skive fH, hvor forholdene var noget anderledes. F.eks. trænede vi aldrig hele dage som her, og vi skulle også selv sørge for den fysiske del. Her i Mors-Thy Håndbold er hele set-uppet mere professionelt, og det glæder jeg mig til at være en del af - og kun at skulle koncentrere mig 100 % om håndbold.

Cheftræner Jan Paulsen har set frem til sæsonens første træning med spænding:
- Det er altid sjovt med opstart efter en lang ferie, specielt når der er så mange nye spillere. Det er spændende at se, hvad de er for nogle typer - så jo, jeg har været meget spændt på i dag.

Spillerne er mødt op efter en lang sommerferie, men generelt er de i fin form. Vi havde en løbetest i formiddags, som gik ok og det samme med styrketesten. Haltræningen er anden sag, og det er selvfølgelig spændende at se de nye og de gamle sammen på banen, men i dag var hvad jeg vil kalde en basistræning med fokus på boldberøring, og det var fint.

Paulsen har valgt Cichosz som sin nye anfører. Et valg som blev truffet allerede inden sommerferien:
- Allerede inden vi gik på ferie, havde Cichosz og jeg nogle snakke om anfører-hvervet. Det har været et naturligt valg af flere årsager; Cichosz går forrest i alle sammenhænge, han er en god kommunikator, og så har han været i Mors-Thy Håndbold i et par år nu og kender derfor alt til klubben og hvordan tingene fungerer her - og sidst men ikke mindst, så er han vellidt af alle i truppen, så det er helt sikkert det rigtige valg, slutter Jan P.

Fredag går anføreren forrest, når den står på styrketest i squat og frivend og - og selvfølgelig håndbold - og lørdag når der bl.a. er planketest og stationstræning på programmet.

På billedet ses de nye spillere i truppen. Fra venstre: Marcus Dahlin, Jens Christian Kjær Brauner, Nickolei Jensen, Kasper Larsen, Mads K. Andersen, Mathias Stisen, János Stranigg, Lasse Justesen og Mike Felder