Victor og Svane.JPG (2)
Søren Hansen.JPG

Optakt Mors-Thy Håndbold - TTH Holstebro

Fredag er det tid til sæsonens første re-match, da turneringsstrukturen af uransagelige årsager byder på to kampe mod TTH Holstebro, inden vi har været hele raden rundt og mødt alle hold i puljen. Den omvendte kamp i Holstebro var sæsonens første, og dengang var det hjemmeholdet, der løb med sejren efter en første halvleg, der stod Mors-Thy Håndbold på, og hvor fem dårlige minutter i anden halvleg gjorde udslaget.

Søren Hansen: Altid specielt at møde TTH
Det er 6. gang, Søren Hansen står overfor sin tidligere og kommende klub. I de forrige opgør er det blevet til en enkelt sejr - men hvilken én! En herlig oktoberaften i 2017, hvor TTH’erne blev sendt hjem med et nederlag efter et målfattigt opgør, som endte 20-19.

- Det er altid specielt at møde de klubber, hvor man tidligere har været, og efter snart tre år her i Mors-Thy Håndbold synes jeg, at jeg har fået det bearbejdet, men nu er det på en måde vendt tilbage, fordi jeg skal tilbage til TTH Holstebro efter denne sæson. Vi har slået dem en gang, og det var den første kamp i min første sæson, og jeg vil selvfølgelig gerne vinde over lige netop dem igen.

Forberedelserne er de samme
Optakten er den samme som til alle kampe, og forberedelserne er som de plejer, og min ambition om at slutte godt af i Mors-Thy Håndbold og indfri målsætningerne vil kræve, at der kommer point på kontoen - og kan vi nappe to stk. i morgen mod min kommende klub, så vil det være dejligt, slutter Søren Hansen.

Primo Tours Ligaen, 13. runde: Mors-Thy Håndbold - TTH Holstebro
Fredag d. 29. november 2019 kl. 19.30 i Thy Hallerne
Dommere: Per Olesen og Claus Gramm Pedersen
Observatør: Jens Henriksen

Billetter til kampen: https://shop.morsthy.dk/kampe

Kampen kan følges på livescore på http://tophaandbold.dk/mth