Victor og Svane.JPG (2)
DR7A2805.jpg (1)

På jagt efter flere point

I eftermiddag skal Mors-Thy Håndbold forsøge at følge op på den flotte sejr i premieren mod Tønder. Dagens modstander er HC Midtjylland, som også kom godt fra start med sejr over Ribe-Esbjerg HH efter en tæt kamp.

På træningslejren i Norge mødte vi HC Midtjylland i en træningskamp, som vi vandt 34-30 - et resultat som man ikke skal lægge for meget i, fortæller Henrik Tilsted:

- Det var en træningskamp hvor begge hold sparede spillere, og det var selvfølgelig fint at vinde - men i dag er det turneringskamp, og det er noget HELT andet! Vi skal møde et andet HC Midtjylland end sidste sæson. De har fået selvtillid og tro på tingene efter deres sejr over Ribe-Esbjerg HH i første spillerunde, hvor de trak det længste strå til sidst.

Vi skal lykkes rigtig godt i vores forsvar for at holde HC Midtjyllands skytter nede, både Lie Hansen og Tangen er godt skydende fra distancen, læg dertil et par gennembrudsstærke spillere i Rasmus Carlsen og Morten Slundt. I den anden ende skal vi spille med god tålmodighed, den rette fart og masser af vilje for at komme igennem deres forsvar, og så tænker jeg at det bliver afgørende, om vi kan vinde kontrakampen - det er en af vores målsætninger hver gang vi går på banen.

Det skal nok blive en hård fysisk kamp, og det hold, som er bedst til at holde hovedet koldt i de afgørende situationer, løber med sejren, lyder det fra Tilsted som fortsætter:

- Vi glæder os bare helt vildt til at spille på hjemmebane, og det vil være fedt hvis publikum er klar til at lægge pres på HC Midtjylland fra første fløjt og hele kampen igennem - det hjælper os virkelig. Vi skal vise, at Bette er VORES hjemmebane, og at når de andre hold kommer her, så skal de slide for hvert eneste mål. Jeg glæder mig til at se vores mange tilskuere og mærke den sindssygt gode stemning - det er altid fedt at spille hjemme, når man har en så god hjemmebane og så gode fans, som vi har.

 

888ligaen, 2. runde: Mors-Thy Håndbold - HC Midtjylland
Lørdag d. 9. september kl. 15.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors

Billetter kan købes i indgangen og her: http://shop.morsthy.dk/

Kampen kan følges via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/livescore og live på Limfjord Plus med Jan K.

Optakt fra HC Midtjyllands hjemmeside: http://hcmidtjylland.dk/nyheder/optakt-mors-thy-venter-i-foerste-udebanekamp/